Fredag d. 29. oktober står porten til De dødes rige igen på klem, når mørkets magter hjemsøger Slagelse i en hårrejsende markering af Allehelgensaften.

De Dødes Nat er en kulturbegivenhed med kulturelt funderede oplevelser og formidling af de traditioner og historier, som er knyttet til de danske og nordeuropæiske måder at fejre Allehelgen på. Der er noget for enhver smag og (u)behag.

Traditionen tro er det et samarbejde mellem Slagelse kommunes kulturinstitutioner, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner, der står bag de grufulde arrangementer. I år er flere samarbejdspartnere klar til at bidrage til en aften med masser af horror, gys og rædsel for hele familien.

Samarbejde på tværs
Styregruppen bag De Dødes Nat (Den Hemmelige Dødeklub), der består af Slagelse Biblioteker og Borgerservice, Slagelse Museum – en del af Museum Vestsjælland, Slagelse Musikhus, Business Slagelse, VestsjællandsCentret og Professionshøjskolen Absalon, ønsker at gæsterne igen kan samles om gode oplevelser i Slagelse. Caroline Sørensen, Slagelse Biblioteker og Borgerservice og medlem af styregruppen fortæller; ”Vi glæder os meget til tage imod de gæster, som er glade for det uhyggelige univers – og som har savnet det. Det bliver fantastisk, at give en mindeværdig oplevelse videre til familier og horror-fans, nu hvor vi endelig kan samles igen.”

Gys i flere niveauer
De Dødes Nat er for hele familien. Både for dem, der elsker hårrejsende gys og for dem, der holder af det (u)hyggelige lille gys. Programmet i år starter ud med en gratis koncert på Slagelse Musikhus med Ghost Coast Choir torsdag den 28. oktober. Koret blander klassisk kormusik med elektronisk ambiens og nutidige tekster. De repræsenterer et univers af mørke og lys der møder hinanden i en oplevelse for både ører og øjne, hvor publikum kan lade sig flyde med og vende blikket indad i den medrivende og intense musik.

Fredag den 29. oktober byder VestsjællandsCentret på ansigtsmaling til de små ved Atriumtorvet og til de lidt mere gyservante; Escape Room. Business Slagelse inviterer familier på skattejagt i Slagelse Midtby, hvor også de små kan være med. Skattejagten starter i pakkehallen på det gamle posthus.

Mød også skovens væsner og uhyggelige kryb på Slagelse Bibliotek og Borgerservice, hvor også rædselskælderen igen er åben for de ekstra modige.

Oplev en gådefuld heksejagt på Slagelse Museum, hvor det kommer til at emme af hekseri, trolddom og mystik. Hvem ender mon på bålet?

Professionshøjskolen Absalons nye campus i Slagelse vil for første gang danne en mørk og smuk ramme om en gyseroplevelse for de frygtløse, som kaldes; Mærk døden-gyseroplevelse.

Som noget helt nyt kan gæsterne opleve en ’Kirkegårdsvandring i mørket’ med historiker Carsten Egø Nielsen i spidsen, hvor der er mulighed for at mindes dem fra Slagelse, som gav deres liv for Danmarks frihed i forskellige krige.

Der er gang i aktiviteterne på De Dødes Nat fredag den 29. oktober fra 16.00 og frem til kl. 22.00.

Vær opmærksom på, at enkelte arrangementer er uegnet for børn under 12 år, og at enkelte events kræver billet. Læs mere og se hele programmet på www.dedødesnat.dk

De Dødes Nat er støttet af Slagelse Turistforening.

 

Foto: ABW