Vi skrev under på en toårig budgetaftale for 2016 og 2017 sidste år sammen med borgmesteren bl.a. for at skabe ro for medarbejderne i den kommunale organisation. I forordet til aftalen glædede borgmesteren sig over, at aftalen var toårig – men det viste den sig ikke at være.

Formålet med politiske aftaler er netop, at man indgår kompromisser på nogen områder for at få sin politik igennem på andre områder, og derefter står aftalen fast. Jeg har respekt for, at der kan være andre holdning til politik end min, og jeg har respekt for, at politikere forsøger at få netop deres politik igennem, men jeg har ikke respekt for aftalebrud, blot fordi man så kan få lidt mere af sin egen politik igennem. For mig er et ord et ord og en aftale en aftale!

Endnu værre bliver det, når den politik, der så bliver resultatet af aftalebruddet, blot er et skønmaleri med pæne ord uden indhold. Medarbejderne fik ikke den ro, de var blevet lovet, men får tværtimod flere uoverskuelige organisationsændringer og centraliseringer – til gengæld opretter borgmesteren en ”tænketank”, hvad det så end går ud på.

Vi vil i stedet sætte handling bag ordene ved at afsætte mindst 3 mio. kr. pr. år til øget trivsel og arbejdsglæde. Udmøntningen aftales med medarbejderne, men kunne fx være mindre bureaukrati, mere fleksible rammer for samlet arbejdstid og genindførelse af trivselspengene. Vi vil igen gøre Slagelse Kommune til en attraktiv arbejdsplads med fokus på tillid, gode arbejdsvilkår, mindre sygefravær og et godt arbejdsmiljø i samarbejde med vores ledere og medarbejderne selv.

John Dyrby Paulsen (A) john-dyrby-paulsen

Gruppeformand, Socialdemokraterne.