Af Troels Brandt, Gruppeformand De Radikale

Byrådet i Slagelse Kommune har besluttet at fastholde beslutningen om at lade Sjællands Teater forpagte Slagelse Teater. Det er en beslutning, jeg bakker op om. Det er den beslutning, som administrationen i Slagelse Kommune er nået frem til efter et omfattende og grundigt arbejde, hvor det vigtigste er at sikre eksponering af teaterkunst på bedste vis, herunder til børn og unge.

Slagelse Teaters forpagtning har i de seneste uger været genstand for debat. Vestsjællands Teaterkreds har forpagtet Slagelse Teater siden 2021. Før den tid var det Musikhuset i Slagelse Kommune, der drev teatret. Ved overgangen til Vestsjællands Teaterkreds tilbage i december 2021, så var der også flere muligheder i spil vedrørende forpagtningen, og flere – herunder medlemmer af Socialdemokratiet – mente dengang, at opgaven bedst lå hos Sjællands Teater.

Nu har Sjællands Teater i denne runde vundet udbuddet efter en omfattende og grundig udbudsproces blandt de 2 aktører. I øvrigt har begge aktører tilsluttet sig udbuddet i august 24.

Der var fuld enighed om at lade administrationen træffe beslutningen i sagen tilbage i d. 26.02.24, hvor spørgsmålet blev drøftet i byrådet, og vi besluttede os for model 2.

Derfor ærgrer det mig naturligvis, at der den seneste tid er opstået myter, mistillid og misforståelser i pressen, som har skabt splittelse blandt politikere, teaterkredse og borgere og sået tvivl om både administrationens og min rolle i sagen.

Som formand for Kultur, Fritid og Turisme er mit fokus at fremtidssikre Slagelse Teater, der uden tvivl vil få de bedst mulige forudsætninger, når vi samarbejder. Lad os forene de stærke visioner og kompetencer, som Sjællands Teater bringer, med de gode forestillinger og de mange ildsjæle, der udgør Vestsjællands Teaterkreds.

Ingen er dømt ude, og ingen er tjent med, at en sag om noget så vigtigt som vores egnsteater udvikler sig til en græsk tragedie.

Foto: sdl