Der var stuvende fuldt på Slagelse Teater torsdag aften 7. maj, da Vestsjællands Teaterkreds præsenterede den kommende sæson 2026-2027 for teaterforeningens mange medlemmer. De røde løbere var rullet ud, flagene var hejst, og folk strømmede til. Selve præsentationen stod skuespiller og sanger Caspar Phillipson for.
Feststemning på teatret
De røde løbere var rullet ud, og flagene var hejst, da publikum ankom til teatret i Herrestræde torsdag aften. Det var nemlig tid en af de helt store aftener i Vestsjællands Teaterkreds – årets sæsonpræsentation. Over 600 medlemmer havde sikret sig billet til det populære arrangement, som er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed i teaterforeningen. En aften der lægges mange kræfter i fra både bestyrelse og Teaterkontor for at gøre den både festlig og informativ.
Veloplagt konferencier
Skuespiller og sanger Caspar Phillipson var aftenens konferencier. Caspar Phillipson førte fra scenen publikum sikkert igennem den kommende sæsons 30 spændende forestillinger. Godt bakket op af masser af hilsner, videoklip, koncertoptagelser, trailere mv. på storskærm fra de turnerede teatre, musikere, instruktører m.v., der besøger teaterforeningen i den kommende sæson. Alt sammen krydret med underholdning og fællessang.
Stort og bredt program
Som altid er repertoiret i Vestsjællands Teaterkreds både bredt og alsidigt. Publikum kan bl.a. glæde sig til at opleve operaen Carmen, Romeo & Julie fra Barcelona Flamenco Ballet, en tempofyldt og farvestrålende version af Fyrtøjet, Amdi, Omgivet af idioter, Sigurds Danmarkshistorie, Shubberne, Frøken Nitouche, Sallys far, Til stjernerne falder, Bellami & Lune Carlsen og mange flere.
Store navne kommer til Slagelse
Publikum kan i den nye sæson bl.a. glæde jer til at opleve de tre ’Badehotelstjerner’ Lars Ranthe, Jens Jacob Tychsen og Mads Wille i dramakomedien ”KUNST”, ligesom Anders Blichfeldt Christmas Gospel indtager Slagelse Teater til jul. Det længst spillede teaterstykke i verden ’Musefælden’ med bl.a. Mikkel Becker Hilgart kommer også til Slagelse ligesom Vicky Berlin og Sofie Stougaard gæster teaterforeningen med deres nye musikalske satireshow ’Alt er ferpekt’. De Vaskeægte Bakkesangerinder, som netop har haft premiere med deres nye show på Bakken, gæster også Vestsjællands Teaterkreds i den nye sæson.
Billetsalg
Billetsalget skydes i gang for medlemmer mandag 11. maj 2026 kl. 10.00. Løssalget starter tirsdag 26. maj 2026 kl. 10.00. Hele den kommende sæsons program kan allerede nu ses på teaterkreds.dk



























