Under en procent af menneskehedens historie har udspillet sig i et repræsentativt demokrati. Vi, der lever i Danmark i dag, har ikke oplevet andet. Men vi oplever en voksende mangel på tillid til, hvordan demokratiet – både som styreform og som livsstil – udvikler sig. På denne baggrund søsætter Slagelse Biblioteker og Borgerservice en samtalerække, alle kan deltage i, under overskriften ”Demokratiske Dialoger”.

Politikerlede og populisme vinder frem, færre og færre engagerer sig aktivt i politik. Især unge mennesker har meget lidt politisk selvtillid, og næsten 10% af Danmarks befolkning deltager aldrig i demokratiske fora. Det vil Slagelse Biblioteker og Borgerservice forsøge at lave om på. Samtalerækken ”Demokratiske Dialoger” afholdes for første gang 15. september, hvor emnet er ytringsfrihed, derefter, med et nyt emne, en gang om måneden resten af året.

Vi bliver klogere sammen
Bibliotekar Lone Arevad, der er en af tovholderne på samtalerækken, siger: ”Vi taler alt for lidt med hinanden. Vi har brug for mere folkelig dialog, hvor alle, der har lyst, kan komme til orde. Dialogen er god til at samle mennesker med forskellige baggrunde, så man på lige fod bliver klogere sammen. Derfor har vi planlagt denne dialogrække, hvor emnet hver gang har demokratiet som det bærende fundament, og hvor vi sammen skaber en tillidsfuld atmosfære, hvor alle kan bidrage. Her kan luftes idéer, tænkes tanker, vendes langsigtede og kortsigtede perspektiver, ”siges højt” og lyttes. Dialog-formen er jo en fin og konstruktiv måde at føre en samtale på, særligt når formålet er at forstå hinanden, fremfor for at opnå enighed”.

Har du lyst til at være med til at give demokratiet en chance, er første session 15. september klokken 16.30 i Havestuen på Slagelse Bibliotek. Det er gratis at deltage, men man skal melde sig til på forhånd på slagelsebib.dk eller på biblioteket.

Foto: ABW