Dansk idræts allerstørste hædersbevisning – DIFs Ærestegn, er tildelt Jørn C. Nielsen, Slagelse.

Prisen blev overrakt af næstformand Thomas Bach, Danmarks Idrætsforbund (DIF) – på årets “Idrætsrådskonference” i Herning.

Han har præget idrættens vilkår lokalt, regionalt og også på landsplan.

En utrættelig ildsjæl, som i over 40 år har deltaget som frivillig i foreningslivet. Han har på folkeoplysningsområdet de seneste 12 år varetaget idrættens interesser i Slagelse.

Han repræsenterer idrætten, som formand i Slagelse Idræts Råd med over 135 idrætsforeninger og tæt på 30.000 medlemmer.

Jørn C. Nielsen har været drivkraften for kommunens idrætspolitik, som bla. har medført at kommunen er blevet Elitekommune under Team Danmark og dertil kommer at kommunens idrætsskole – Nymarksskolen – er blevet certificeret af DIF og Via University College som den første Danske idrætsskole.

Han er tillige bestyrelsesformand for den lokale eliteidrætsorganisation Sports Team Slagelse.

Derudover er han valgt af idrætsrådene i Region Sjælland som frontfigur og repræsentantskabsmedlem i DIF.

Danmarks Idrætsforbunds ærestegn tildeles personer der har ydet dansk idræt særlige og betydningsfulde tjenester og som har gjort sig særlig fortjent gennem mange års uegennyttigt arbejde inden for idrætten.

Pressefoto: Thomas Bach til højre og Jørn C. Nielsen til venstre