Nedlukningen pga. Corona har stor betydning for de fleste. Det gælder også de børn og unge, som stadig er hjemsendte og ikke kan komme i skole. Skoleområdet i Slagelse Kommune har derfor undersøgt og sat gang i flere tiltag, som skal hjælpe, så både børn og forældre også trives under nedlukningen. Det har bl.a. resulteret i et idékatalog, en facebookgruppe og en Coronahotline, meddeler Slagelse Kommune.

Når man er vant til at være sammen med omkring 25 andre børn og unge hver dag i skolen og efterfølgende til f.eks. fritidsinteresser, så rammer ned-lukningen også hårdt hos børn og unge, som pt må nøjes med at dyrke fællesskaberne online. Derfor har skoleområdet samlet et idékatalog med aktiviteter, som stadig laves under nedlukningen herunder virtuel undervisning i ungdomsskolen, Slagelse chatten, online caféaftener, online træning i samarbejde med foreningslivet og meget mere. Idékataloget er på vej ud til alle forældre via Aula, så der kan hentes inspiration til aktiviteter både med og for børn og unge.

– Nedlukningen fører rigtig mange begrænsninger med sig. Men det er vigtigt, at vi i denne tid også kigger på, hvilke muligheder vi har og ikke kun begrænsningerne. Derfor er jeg rigtig glad for, at skoleområdet har sat fokus på, hvad vi sammen kan tilbyde vores børn og unge under nedlukningen, som kan bidrage til deres trivsel, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Helle Blak. (UFP)

Lad os hjælpe hinanden sammen – hver for sig
Facebookgruppen ”Hvad skal vi lave i dag” er også et nyt initiativ, hvor det er muligt, at alle borgere kan inspirere hinanden til, hvad man kan lave under nedlukningen.

– Det er jo bestemt ikke kun i kommunen de gode idéer opstår. Mange forældre og familier sidder med gode ideer og gør rigtig mange fantastiske ting sammen i deres egne bobler. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden på afstand, og deler ud af alle vores gode idéer, så rigtig mange kan få glæde af dem. Jeg vil gerne opfordre alle til at bruge facebookgruppen. Her kan man både finde inspiration til aktiviteter, som andre har lavet, og man kan dele ud af sine egne gode idéer. Vi er nødt til at stå sammen – hver for sig – og hjælpe hinanden og vores børn og unge i denne tid, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Helle Blak. (UFP)

Udover idékatalog og facebookgruppe så etableres også en Corona-hotline.

Hotlinens primær opgave er at guide børn, unge og deres forældre til bedre trivsel. Hotlinen tilbyder en snak om hverdagen med børn og unge hjemme. I hotlinen kan man komme til at tale med en medarbejder, der i dagligdagen arbejder med rådgivning inden for pædagogik og psykologi, skolekontaktpersoner, medarbejdere fra Den kriminalpræventive enhed m.fl.

Hotlinen har åbent mandag til fredag kl. 9.00 til 15.00 og numrene er:

Claus Martin 51539491
Gitte 30345017
Martine 20126842

Foto: Jakob Vind
Del på sociale medier