Med reaktionstest, mobilmålinger og musik viste HTX-elever fra ZBC i Slagelse og Ringsted cirka 1.000 elever fra 8. klasse, hvordan fysikkens love kan mærkes i BonBon-Lands forlystelser

Før turen i Hankatten skulle 8. klasseseleverne gribe en faldende lineal. Efter turen skulle de gentage forsøget og undersøge, om deres reaktionstid havde ændret sig.

Imens målte en app acceleration og rotation under turen, så 8.klasserne bagefter kunne se, hvor meget de var blevet slynget rundt i forlystelsen.

Forsøget var et af flere, da cirka 1.000 elever fra 8. klasse fredag den 4. september deltog i STEM-dag i BonBon-Land. Eleverne kom fra skoler i Slagelse, Ringsted og Sorø.

Som naturfagsguider hjalp HTX-elever fra ZBC i Slagelse og Ringsted dem med at undersøge fysikken bag parkens forlystelser.

– Det handler om, at eleverne i 8. klasse skal ud og mærke fysikken uden for klasseværelset. De skal med deres egen krop opleve de kræfter, som man sidder og måler på, når man har fysik, siger Nicklas Grønbech Larsen Frederiksen, lektor på HTX, ZBC Slagelse.

Fysikken kunne mærkes

STEM er en forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics. På dagen arbejdede folkeskoleeleverne blandt andet med hastighed, strækning, acceleration, kraft og energi.

Ved Bæver Rafting stod Sidsel Andersen fra HTX, ZBC Ringsted. Her skulle 8.klasserne beregne den strækning, som forlystelsen bevægede sig over.

– Nogle skal måle hastigheden, og andre skal måle tiden. Bagefter kan de bruge målingerne til at finde strækningen, fortæller Sidsel Andersen.

Andre steder i parken brugte skoleeleverne sensorerne i deres telefoner til at måle acceleration og højdeforskelle. Målingerne kunne efterfølgende bruges til at beregne blandt andet hastighed og kraft.

Målet var at vise eleverne, at naturvidenskab ikke kun består af teori og formler.

– Når man mærker de fysiske kræfter på sin egen krop og bliver presset ned i sædet af g-påvirkningen, får man en dybere forståelse af, hvordan tingene fungerer, fortæller Sebastian Melgaard og Bastian Kirkeby fra HTX, ZBC Slagelse.

Fra elever til undervisere

For HTX’erne begyndte arbejdet inden turen til BonBon-Land. De skulle sætte sig ind i fysikken, planlægge deres aktiviteter og forberede sig på spørgsmål fra skoleklasserne.

På dagen skiftede de rolle fra selv at modtage undervisning til at have ansvaret for, at andre forstod stoffet.

– Det er en anderledes rolle at have ansvaret for at undervise andre og gøre det godt nok til, at de faktisk forstår det. Det er stof, vi selv har dykket ned i, men vi skal stadig kunne formidle det på en god måde, fortæller Sebastian Melgaard og Bastian Kirkeby.

De to gymnasieelever havde også brugt en del af deres fritid på at planlægge aktiviteterne ved Hankatten.

Det kunne Sidsel Andersen genkende fra sin egen rolle som naturfagsguide.

– Det giver meget at få lov til at give sin viden videre til andre elever. Det hjælper også mig, fordi jeg skal formulere det med mine egne ord, siger hun.

Musik gjorde fysikken lettere

Sebastian Melgaard og Bastian Kirkeby brugte højttalere, musik, sang og tilråb til at skabe en mindre formel undervisning ved Hankatten.

– Vi har tænkt på at skabe en bestemt stemning med musik og gøre det lidt sjovt. Når eleverne har det sjovt, er de også mere modtagelige. Selvom stoffet kan være svært at forklare, kan vi gøre det mere pædagogisk og tilpasse det til folkeskoleniveau, fortæller de to HTX-elever.

Sidsel Andersen oplevede, at eleverne lyttede og deltog i aktiviteterne.

– Det kan godt være lidt nervepirrende, men de fleste har været rigtig søde til at høre efter, og mange af dem har også været ret engagerede, selvom vi har haft dårligt vejr, siger hun.

Hun håber, at eleverne tog hjem med en oplevelse af, at fysikkens beregninger kan bruges uden for klasselokalet.

– Jeg håber, at de finder ud af, at det er fedt at kunne regne forskellige ting ud, og at man kan bruge det til rigtig meget. Måske kan de næste gang, de besøger en forlystelsespark, fortælle andre, hvordan man kan finde hastigheden eller strækningen, siger Sidsel Andersen.

 

Pressefoto

 

 

Del gerne dette