Hvilket projekt har skabt udvikling og fællesskab i kommunens landdistrikter? Snart skal prisen Årets Landdistriktspris uddeles, og nu søger dommerkomitéen forslag til projekter, som har fortjent prisen i år.
Nu er det tid til at komme med forslag til kandidater til landdistriktsprisen Årets Landdistriktsindsats 2026. Dommerkomiteen opfordrer derfor borgere, foreninger og lokalområder til at sende forslag til projekter og initiativer, der har gjort en særlig forskel i kommunens landdistrikter. Sidste år gik prisen til foreningsfitness i Ørslev Bjerge Idrætsforening. Nu skal dommerkomitéen igen finde nye projekter, der fortjener at blive nomineret til prisen i år.
– Noget af det bedste ved landdistrikterne er, at der hele tiden opstår nye idéer og lokale initiativer, drevet af mennesker, der brænder for deres område. Derfor håber jeg, at borgerne vil hjælpe os med at finde de projekter, som fortjener at blive fremhævet og fejret, siger Stine Søgaard (V), medlem af dommerkomitéen.
Prisen gives til projekter eller indsatser, som inden for det seneste år har bidraget til udviklingen af udenfor Slagelse, Korsør og Skælskør. Det kan være projekter, der styrker fællesskabet, skaber nye aktiviteter, forbedrer lokale faciliteter eller på anden måde gør en positiv forskel for lokalområdet. For at komme i betragtning til prisen skal projektet eller indsatsen være gennemført i et samarbejde mellem flere personer, foreninger eller aktører.
– Det er ofte lokale kræfter, der får de gode idéer til at blive til virkelighed. Rundt omkring i vores landdistrikter er der mennesker, som bruger tid og energi på at skabe fællesskab, aktiviteter og udvikling dér, hvor de bor. Det fortjener både opmærksomhed og anerkendelse. Derfor håber jeg, at mange vil sende os de gode eksempler, som vi måske ikke selv har fået øje på, siger Nordin Laursen (A), medlem af dommerkomitéen.
Alle kan sende forslag, men det er dommerkomitéen, der efterfølgende gennemgår forslagene og beslutter, hvilke projekter der skal nomineres til prisen. Dommerkomitéen udpeger også den endelige vinder. Vinderen af prisen modtager 15.000 kr., som skal bruges til initiativer, som kommer fællesskabet til gavn, sammen med et træ til udplantning og en messingplade til minde om prisen.
Forslag skal sendes til landdistriktsudvikling@slagelse.dk senest den 25. oktober. Forslag til kandidater skal indeholde en kort beskrivelse af projektet eller indsatsen og gerne suppleres med billeder. Vinderen af Årets Landdistriktsindsats 2026 offentliggøres i forbindelse med den årlige Landdistriktskonference, som afholdes den 25. november.
Fakta om Årets Landdistriktsindsats
Prisen uddeles én gang om året og hylder projekter og indsatser, der skaber udvikling og liv i Slagelse Kommunes landdistrikter.
For at komme i betragtning til prisen skal projektet eller indsatsen:
- Være foregået udenfor Korsør, Skælskør eller Slagelse
- Være gennemført af en gruppe på minimum to eller flere
- Afspejle viljen og evnen til at forbedre vilkårene i landdistrikterne
- Virke som inspiration og fremstå som eksempel til efterfølgelse i andre sammenhænge i kommunen





















