Fritidsaktiviteter som sport, spejder, musik og kreative aktiviteter giver børn og unge mulighed for at udvikle sig, få nye venskaber og blive en del af stærke fællesskaber. Men for familier med begrænsede økonomiske midler kan udgifter til kontingenter, udstyr og deltagergebyrer gøre det svært for børnene at være med. BROEN Slagelse hjælper socialt udsatte børn og unge i lokalområdet med at få adgang til en aktiv fritid på lige fod med deres jævnaldrende, og til det arbejde har foreningen netop modtaget en donation på 50.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.
BROEN Slagelse er en frivillig støtteforening under BROEN Danmark. Foreningen hjælper socialt udsatte børn og unge i lokalområdet, hvis familier ikke har mulighed for at betale for deres deltagelse i fritidsaktiviteter. Støtten kan eksempelvis gå til kontingenter, udstyr og transport, så børn og unge kan blive en del af lokale idræts- og fritidsforeninger på lige fod med deres jævnaldrende.
Helle Guilliaum Jensen, fra BROEN Slagelse, siger: “I Slagelse Kommune er der et stort udvalg af fritidstilbud, men det kræver, at børnene har mulighed for at blive en del af dem. Vi oplever ofte, at det ikke er lysten, der mangler, men de praktiske og økonomiske muligheder for at komme i gang. Derfor betyder donationen meget for os, fordi den giver os mulighed for at hjælpe flere børn og unge ind i de fællesskaber, der er med til at forme deres hverdag.”
Alle børn fortjener en aktiv fritid
Melissa Hilkjær, Salgskoordinator & Ejendomsmægler hos EDC Poul Erik Bech Slagelse, og Kathrine Hinsby Salgskoordinator & Ejendomsmægler hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Slagelse, stod for overrækkelsen af donationen på vegne af EDC Poul Erik Bech Fonden. De glæder sig over at kunne støtte en lokal indsats, der gør en konkret forskel for børn og unge i Slagelse Kommune.
Melissa Hilkjær siger: “Slagelse har et aktivt foreningsliv, som spiller en vigtig rolle for mange børn og unge. BROEN Slagelse er med til at bygge bro mellem de børn, der gerne vil deltage, og de aktiviteter, der allerede findes i lokalområdet. Det er en indsats med stor lokal værdi, som vi er glade for at støtte.”
Kathrine Hinsby supplerer: “Noget af det stærke ved BROEN Slagelse er, at hjælpen er målrettet og konkret. Når et barn får adgang til en fritidsaktivitet, handler det ikke kun om selve aktiviteten, men også om at blive en del af et fællesskab og få positive oplevelser med andre. Det skaber muligheder, som kan få betydning langt ud over selve aktiviteten.”
BROEN hjælper børn og unge i hele landet
I 2025 hjalp BROENs 36 lokalforeninger samlet 7.400 børn og unge ind i positive fritidsfællesskaber. Indsatsen drives af stærke frivillige kræfter, og i 2025 var 255 frivillige ildsjæle engageret i BROENs lokale arbejde over hele landet.
I år støtter EDC Poul Erik Bech Fonden samlet 23 af BROENs lokale foreninger med i alt 1.150.000 kr. Donationerne skal styrke det lokale arbejde med at give flere børn og unge adgang til fritidsaktiviteter, fællesskab og nye muligheder.
Jane Bech, direktør i EDC Poul Erik Bech Fonden, siger:
“BROENs lokalforeninger gør en stor forskel for børn og unge i hele landet. De frivillige ildsjæle hjælper børn og unge ind i fællesskaber, som har stor betydning for både trivsel, selvtillid og livsglæde. Derfor er vi meget glade for igen i år at kunne støtte BROENs vigtige arbejde med donationer til 23 lokale foreninger.”

























