Kjerulff A/S i Slagelse bliver autoriseret forhandler af det nye elektriske bilmærke Changan Deepal.

Kina er førende inden for udvikling og produktion af elbiler, og nu melder en af landets største bilproducenter sig på banen i Danmark under navnet Changan Deepal. En af de første forhandlere af det nye mærke bliver Kjerulff A/S i Slagelse, som netop har indgået aftale med den danske importør Andersen Motors i Køge. Andersen Motors står i forvejen bag importen af Suzuki, Aiways og varebilen Farizon.

”Vi er meget glade for at kunne tilbyde et nyt elektrisk bilmærke til vores kunder – især når det er en af Kinas største og ældste bilfabrikker samt den danske importør Andersen Motors, der står bag. Begge har en lang historie og et stærkt renommé,” siger adm. direktør Torben Kjærulff og salgsdirektør Søren Blumow.

Changan producerede knap tre millioner biler sidste år og har netop lanceret modellerne S05 og S07 på det europæiske marked. Begge modeller er elektriske SUV’er.

Historien bag Kjerulff A/S går tilbage til 1921, hvor virksomheden startede forretning i Slagelse. I dag beskæftiger virksomheden 15 medarbejdere. Kjerulff A/S skal fremover varetage både salg og service af de nye elbiler.

Udover Changan Deepal varetager Kjerulff A/S også salg og service af Suzuki, Farizon og Isuzu samt autoriseret Kia-service.
Changan Deepal har etableret europæisk hovedkontor i Amsterdam og et centrallager for reservedele i Eindhoven samt yderligere tre reservedelscentre på vej i Europa. Andersen Motors er i gang med at opbygge det danske forhandlernet og etablerer desuden et reservedelslager i Køge, hvorfra danske forhandlere kan forsynes med reservedele fra dag til dag.

Lanceringen af Deepal er planlagt til begyndelsen af april, hvor de første biler forventes at ankomme til Danmark.

”Med en rækkevidde på 485 km og en rummelig kabine passer Deepal S05 perfekt til det danske marked,” siger Søren Blumow, som ser frem til at præsentere bilerne for kunderne.

 

Den nye Changan S05 – pressefoto