Slagelse Bibliotek har fået nyt look. Efter en større omflytning står biblioteket nu klar med nye rammer – og særligt børneområdet er blevet forvandlet til et inspirerende univers med plads til fantasi, leg, læseglæde og fællesskab. Det fejres med en stor omflytningsfest den 10. oktober.

Der har været travlt på Slagelse Bibliotek. Reoler og materialer er blevet flyttet, nye områder har taget form, og nu er det endelig tid til at slå dørene op og invitere borgerne indenfor. Nu med flere bøger præsenteret med forsiden frem og inspirerende udstillinger på tværs af biblioteket bliver det lettere at finde nye favoritter og få lyst til at læse mere.

Særligt børneområdet har gennemgået en stor forvandling. Her kan børn gå på opdagelse blandt bøgerne, slå sig ned i hyggelige kroge og lade fantasien få frit spil.

De nye rammer skal selvfølgelig fejres, og derfor inviterer Slagelse Bibliotekerne til en festlig dag med oplevelser, musik, dyr, kreativitet og fællesskab.

Krybdyr, krea og musik
Dagen begynder kl. 10.00 med åbningstale ved formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, Mick Keller. Herefter serveres der kagemand til gæsterne.

Hele dagen kan børn og voksne møde Krybdyrcompagniet, som har taget nogle af deres eksotiske dyr med. Det kan blandt andet være kongepython, kæmpevaran, alligatorskildpadde og kejserboa. I løbet af dagen fortæller de om dyrene og giver gæsterne mulighed for at komme helt tæt på.

Der bliver også mulighed for at opleve teatergruppen Skøre Strømere, og i børnebiblioteket kan både børn og voksne slippe kreativiteten løs med krea-aktiviteter.

Kl. 12.00 skrues op for fællesskabet, når biblioteksleder Tue Frøsig Fabricius og band inviterer til festlig fællessang. Kl. 12.30 er der kransekage og bobler, inden dagen rundes af med musikalsk fuld fart på.

Fra kl. 13.00 -14.00 går Det Stride Band på med energisk børnerock i øjenhøjde. Bandet er baseret på Jakob Martin Strids Mustafas Kiosk og lover både rock, grin og højt humør.

Som en helt særlig ny beboer i børnebiblioteket kan børnene også møde bibliotekets nye læseglade orm, som glæder sig til at møde alle de små gæster.

En fest for alle fra 3 til 130 år
Selvom det især er det nye børneområde, der er i centrum, er åbningsfesten for hele familien – og faktisk for alle, der har lyst til at være med. Der bliver noget at opleve for både store og små, og vi tør godt love, at der er højt til loftet og plads til både nysgerrighed, fællesskab og fest.

“Vi har glædet os rigtig meget til at vise de nye rammer frem. Særligt børneområdet har fået et helt nyt udtryk med plads til både bøger, leg, fantasi og fordybelse. Vi håber, at børn og voksne vil føle sig hjemme og få lyst til at gå på opdagelse – for biblioteket skal være et sted, man både kommer for at låne en bog, opleve noget sammen og bare være.” –Tue Frøsig Fabricius, biblioteksleder, Slagelse Bibliotek.

Åbningsfesten finder sted på Slagelse Bibliotek den 10. oktober kl. 10.00-14.00 på Slagelse Bibliotek, Stenstuegade 14, 4200 Slagelse. Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding.

Læs mere om arrangementet og find det fulde program på Forside | Slagelse Bibliotekerne.

 

Pressefoto

Dato: 10-10-2026
Sted: Slagelse Bibliotek

Del gerne dette