Som i de foregående otte år gennemføres udstillingen Kunst og Kirker igen i år. Udstillingen tiltrak i 2025 i alt 7.425 gæster.
Udstillingen gennemføres efter planen i weekenden 6.-8. november 2026 med åbningsceremoni fredag den 6. november i Sct. Mikkels Kirke.
I forbindelse med åbningsceremonien vil alle kunstnerne samt menighedsrådsmedlemmer være til stede i kirken. Kunstnerne vil hver medbringe et kunstværk, så gæsterne kan danne sig et indtryk af den udstillede kunst og måske ved samme lejlighed planlægge ruten for weekenden, så de kan opleve kunsten i kirkerne.
Ud over deltagelse af kunstnerne og menighedsrådsmedlemmer fra de deltagende kirker vil der være tre talere. Skulptør Peter Hesk vil være en af dem. Derudover vil der være en lille koncert med en lokal og meget dygtig sanger.
Der er gratis adgang for publikum under hele udstillingen.
I 2026 omfatter udstillingen 31 professionelle danske billed- og skulpturkunstnere, som udstiller i de 15 udstillingskirker.
Det er de to lokale kunstnere Estrid Maria Eriksen og Lene Hansen, som indgår i bestyrelsen for Kunst og Kirker, der i fællesskab finder og udvælger de deltagende kunstnere.
Store forventninger til 2026
Blandt både frivillige og tidligere gæster ved Kunst og Kirker er der ros til de foregående udstillinger og stor glæde over, at udstillingen også bliver en realitet i 2026.
– Lige siden starten har det været mig en fornøjelse som menighedsrådsmedlem at være med til de mange møder og brainstorminger, der er nødvendige for at gennemføre så stort et projekt.
– Igen i år gennemføres udstillingen med nogle forrygende professionelle kunstnere fra ind- og udland. Det er jo ikke så tosset endda, konstaterer Anders Yttrup, der er frivillig i Gudum Kirke.
Han bakkes op af mange af de 7.425 gæster, der besøgte udstillingerne i 2025, hvoraf nogle også købte kunst ved samme lejlighed.
Kunst og Kirker giver i den skønne kombination af moderne kunst og historiske kirker de besøgende en hel perlerække af spændende og berigende oplevelser.
– Har man interesse for moderne kunst i smukke vestsjællandske omgivelser, er udstillingen oplagt at bruge en dag eller to på, fastslår formand for Kunst og Kirker Per Thuesen.
Inspiration fra Holland
Kunst og Kirker er inspireret af ”Kunstmaand Ameland”, hvor en lille hollandsk ø danner rammen om en månedlang kunstbegivenhed med flere tusinde besøgende og en omsætning på flere millioner euro inden for kunst.
Det er Kunst og Kirker samt de lokale menighedsråd i Slagelse Provsti, der i fællesskab står bag den danske udgave.
– Vi er fortsat de eneste i Danmark, der har så stor en udstilling, hvor vi har så mange kirker i spil samtidig.
– Det er planen, at vi skal udvide ad åre, fortæller formand for foreningen Kunst og Kirker Per Thuesen.
Udstillingen i de 15 deltagende kirker foregår i weekenden 7.-8. november 2026, begge dage i tidsrummet kl. 10.00-16.00.
De udstillende kunstnere vil begge dage være til stede i de aktuelle kirker, og deres værker vil være til salg.
I nogle kirker vil der ud over den udstillede kunst også være mulighed for at høre sang og musik. I en række kirker vil der om søndagen ligeledes være gudstjeneste.
Gratis kataloger om udstillingen i 2026 kan afhentes på Slagelse Kommunes biblioteker, i de deltagende kirker samt forskellige steder i de vestsjællandske områder efter 1. september 2026.
Som alternativ kan programmet og kataloget ses på foreningen Kunst og Kirkers hjemmeside.
Se mere på:
http://kunstogkirker.dk/

Dato: 06-11-2026 til 08-11-2026
Sted: Sct. Mikkels Kirke




















