Før påsken afsluttede fem deres uddannelse som murere på ZBC i Slagelse.

I murerværkstedet hos ZBC var der samlet både familie, mestre og faglærere, som fulgte med, da murerne fik deres svendebreve og kunne kalde sig faglærte.

En af dem er Lærke Sørensen. Lærke er endda murer med EUX. En EUX er to uddannelser i én, man får både svendebrev og studenterhue. Med en EUX kan Lærke arbejde med murerfaget, men hun kan også læse videre.

– Jeg er megaglad for, at jeg både har afsluttet uddannelsen og fået et svendebrev og studentereksamen, siger hun.

Forskellige veje til mureruddannelsen

Der er mange forskellige måder at falde for en uddannelse. Nogle bruger lang tid på at tænke over deres drømmeuddannelse, men for Lærke var valget ikke spor svært.

– Jeg har håndværkere i familien og så tænkte jeg, at jeg gerne ville have en uddannelse, hvor jeg kunne lære at bygge noget, fortæller hun.

Fælles for svendene er, at de har valgt et fag, hvor man arbejder med hænderne og hovedet, og er en del af byggeriet fra start til slut.

Klar til byggebranchen

Med svendebrevet i hånden er de fem nye murersvende klar til at tage næste skridt.

– Jeg fortsætter med at arbejde hos murermester Michael Hansen, hvor jeg også har været i lære som murer, siger Lærke med et smil.

Murerfaget er en vigtig del af byggeriet, og der er fortsat behov for faglærte murere. De nye svende træder derfor ind i en branche med gode muligheder.

Fakta om mureruddannelsen med EUX

Uddannelsen til murer er en erhvervsuddannelse. Det tager mellem 3 år og 11 måneder til 5 år at uddanne sig til murer.

Med EUX får man fag på gymnasialt niveau og bliver både faglært og student.

Man afslutter med en erhvervsfaglig studentereksamen. Det betyder, at man både kan søge faglært arbejde og få adgang til videregående uddannelser på samme vilkår som andre studenter.

Der findes flere end 100 erhvervsuddannelser, som har forskellige trin og specialer. Mange af dem kan tages med EUX.

 

Pressefoto
Pressefoto
Pressefoto