Spread the love

I projektet Grobund arbejder alle landets landbrugsskoler sammen om at styrke den grønne omstilling i landbrugsuddannelsen, og på ZBC i Slagelse er praksisnær undervisning og grønne læringsmiljøer allerede undervejs

På Slagelse Landbrugsskole, ZBC, skal grøn omstilling ikke kun stå på et skema. Den skal ud i hænderne på eleverne.

Derfor var ZBC vært, da driftsledere fra landbrugsskoler over hele landet besøgte Slagelse Landbrugsskole på C.A. Olesensvej som en del af projektet Grobund. Her skulle de se, hvordan ZBC arbejder med praksisnær undervisning, grønne læringsmiljøer og koblingen mellem teori og praksis.

Grobund er et femårigt projekt, der skal uddanne næste generation af faglærte landmænd og ledere til forandringsagenter i landbrugets grønne omstilling. Projektet samler de 16 skoler, der udbyder landbrugsuddannelsen, og skal blandt andet styrke undervisningen, oplæringen, de grønne træningsmiljøer og brugen af data.

– Det handler om, at de faglærte landmænd, der kommer ud og skal drive fremtidens landbrug, skal have det rigtige mindset og de rigtige kompetencer, som det vil kræve, siger Markus Schaumburg-Müller, projektkonsulent hos Foreningen for Danske Landbrugsskoler.

Grøn omstilling fra jord til bord

Et centralt element i projektet er de grønne træningsmiljøer, hvor eleverne skal arbejde konkret med grønne dyrkningsmetoder, teknologier og produktionsformer. Derfor spiller driftslederne på skolerne en vigtig rolle.

– Driftslederne på skolerne, altså praktikerne, er helt essentielle i det der med at koble undervisningen til det praktiske, siger Markus Schaumburg-Müller.

På Slagelse Landbrugsskole, ZBC er Emil Svedborg underviser og driftsleder i projektet. Han ser det som afgørende, at eleverne ikke kun hører om grøn omstilling, men arbejder med den i praksis.

– Jeg synes jo, at hele omdrejningspunktet for vores projekt er virkelig praksisnært. Det er jo vitterligt at få jord under neglene og få gang i nogle ting, mens der bliver undervist, siger Emil Svedborg.

For ham handler grønne læringsmiljøer om at gøre den grønne omstilling konkret. Det kan være gennem arbejde med jordens sundhed, reduceret jordbearbejdelse, bælgfrugter, mekanisk bekæmpelse eller forsøg med samdyrkning.

– Grønne læringsmiljøer er sådan set bare et værksted eller et læringsmiljø, hvor eleverne får grøn omstilling ind med modermælken, siger Emil Svedborg.

Slagelse landbrugsskole er en af de mindre landbrugsskoler, men den er samtidig en del af en stor organisation. Det giver særlige muligheder, blandt andet fordi ZBC også har kokke- og tjeneruddannelserne tæt på.

– Vi har en kokkeskole med kokke og tjenere, som vi kan inddrage i vores grønne læringsmiljøer, siger Emil Svedborg.

Det betyder, at ZBC kan arbejde med hele vejen fra jord til bord. Landmanden kan arbejde med råvaren, dyrkningsmetoden og jorden, mens kokken kan arbejde med smag, måltider og brugen af råvarerne i køkkenet. Og det at begge fagligheder forstår den andens arbejde giver en undværlig synergi. Særligt når vi ser på begges slutprodukter, hvad enten det er på marken eller i køkkenet og på tallerken.

– Så landmanden og kokken kan og bør simpelthen gå hånd i hånd. Enhver god kok skal kende en god landmand. Det er sådan lidt præmissen, siger Emil Svedborg.

Eleverne skal stille spørgsmål

Målet med Grobund er ikke kun at ændre undervisningen i fem år. Projektet skal bygge noget op, som lever videre på skolerne, når projektperioden er slut.

Ifølge Markus Schaumburg-Müller skal de kommende landmænd ikke være passive modtagere af de krav, der stilles til fremtidens landbrug. De skal have viden og erfaringer til at tage aktivt del i udviklingen.

– De skal have viden, kompetencer og erfaringer til at være aktive spillere i fremtidens landbrug, siger Markus Schaumburg-Müller.

For Emil Svedborg handler det også om at uddanne elever, der tør stille spørgsmål til det, de gør og de krav, som bliver stillet til dem og deres erhverv nu og i fremtiden. Det handler ikke om at vende hele landbruget på hovedet, men om at overveje, om der findes andre løsninger end dem, man anvender nu og har brugt tidligere.

– Jeg tror, de kommer til at stille spørgsmål til en hel masse flere ting, siger Emil Svedborg.

Eftermæle

Grobund løber frem til 2030, men ambitionen er, at arbejdet med grønne læringsmiljøer og grønne kompetencer bliver en fast del af landbrugsuddannelsen.

– Alt det, som vi bygger op, handler om, at det ikke skal være afhængigt af input fra projektet. Det handler om at bygge ting op sådan, at det i år seks er integreret, forankret og inkorporeret, siger Markus Schaumburg-Müller.

For Slagelse Landbrugsskole, ZBC er besøget på C.A. Olesensvej både en mulighed for at vise egne erfaringer frem og for at være en del af et fælles udviklingsarbejde på tværs af landets landbrugsskoler.

– Projektet er med til at bygge videre på noget, vi allerede arbejder med og samtidig sparke noget i gang, som i en kombination og på sigt bliver megafedt, siger Emil Svedborg.

Fakta: Hvad er Grobund?

Grobund er et femårigt projekt, der skal styrke den grønne omstilling i landbrugsuddannelsen.

Målet er at uddanne næste generation af faglærte landmænd og ledere til grønne forandringsagenter i landbruget.

Projektet samler de 16 skoler, der udbyder landbrugsuddannelsen, samt en række partnere og samarbejdspartnere fra uddannelsesområdet, landbruget og forskningsverdenen.

Grobund skal blandt andet styrke den grønne undervisning, koble skole og oplæring tættere sammen, etablere grønne træningsmiljøer og give eleverne erfaring med grønne produktionsformer, teknologier og data.

Projektet løber fra august 2025 til juli 2030. Det samlede budget er 86.860.181 kroner, hvoraf Novo Nordisk Fonden støtter med cirka 77 millioner kroner.

Slagelse Landbrugsskole, ZBC er en af de 16 landbrugsskoler i projektet. På Slagelse Landbrugsskole  på C.A. Olesensvej  arbejder skolen med praksisnære grønne læringsmiljøer, hvor eleverne får jord under neglene og arbejder konkret med grøn omstilling.

Som en del af projektet har driftsledere fra landbrugsskoler i hele landet besøgt ZBC for at se, hvordan skolen arbejder med at koble undervisning, praksis og grønne løsninger.

 

På Slagelse Landbrugsskole, ZBC, skal grøn omstilling ikke kun stå på et skema. Den skal ud i hænderne på eleverne – pressefoto
Et centralt element i projektet er de grønne træningsmiljøer, hvor eleverne skal arbejde konkret med grønne dyrkningsmetoder, teknologier og produktionsformer – pressefoto
Emil Svedborg – pressefoto
Markus Schaumburg-Müller – pressefoto