Ny genre i den online kulturformidling: Skønlitteraturen møder faglitteraturen til live debat om livskriser.

De danske folkebiblioteker arbejder på højtryk med at udvikle kulturelle tilbud til befolkningen i det coronanedlukkede danske land. Som det seneste skud på stammen sætter seks danske folkebiblioteker nu en skønlitterær og en faglitterær forfatter stævne online til en live-streamet debat om et aktuelt emne.

Allerede onsdag den 24. februar 2021 kl. 20.00 går første arrangement i luften og her kan den norske skønlitterære forfatter Erlend Loe opleves sammen med den danske professor i psykologi og forfatter Svend Brinkmann i en spændende samtale om det højaktuelle emne; Livskriser.

Alle er velkomne
Arrangementet er en del af projektet ”Oplevelser live med bibliotekerne”. Et projekt, som er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og indebærer et samarbejde mellem bibliotekerne i Ballerup, Fredensborg, Gentofte, Glostrup, Lolland og Slagelse. ”Live-arrangementet har allerede tiltrukket sig opmærksomhed på Facebook med over 12.000 interesserede, og alle er naturligvis velkomne til at se med” fortæller Sisse Louise Fromholt Olesen, bibliotekar på Slagelse Biblioteker og Borgerservice, som allerede ser store muligheder i samarbejdet; ”Vi kan virkelig lære meget af hinandens erfaringer og bruge hinandens forskellige kompetencer. Samarbejdet gør det muligt at skabe kulturelle events til borgerne i en helt ny skala”

Højaktuelt emne
Livskriser er et højaktuelt emne i en tid, hvor tæppet pludselig er blevet trukket væk under hverdagen, som vi kender den. De færreste mennesker går gennem livet uden at støde ind i en større eller mindre krise. Om end den er livsomvæltende eller kun forårsager nogle ridser i lakken, er den en del af det at være til. Men hvordan betragter vi livskriser i vores kultur i dag? Hvordan forvalter vi de store og små kriser, der rammer os i en tid, hvor det er populært at kalde et problem for en udfordring, og hvor jagten på personlig udvikling tager patent på mange ting. I sådan en kultur har livskrisen svært ved at passe ind. Svend Brinkmann, der er professor i psykologi mødes denne aften til en samtale med den norske succesforfatter Erlend Loe, hvis forfatterskab i høj grad beskæftiger sig med mennesker, der befinder sig i forskellige former for krise.

Det første arrangement ”Svend Brinkmann og Erlend Loe: Livskriser” finder sted via Facebook Live onsdag den 24. februar kl. 20-20.45, og kan streames via Slagelse Biblioteker og Borgerservice Facebookside. Næste arrangement i rækken af ”Oplevelser live med bibliotekerne” er en samtale mellem Leonora Christina Skov og Rane Willerslev om ”det at være menneske” mandag den 29. marts 2021 kl. 19 live på Facebook.

Se mere om arrangementet på slagelsebib.dk.

Pressefoto
Del på sociale medier