Af Kurt A. Nissen

Ingen af de ansvarlige politikere i Slagelse Byråd er endnu kommet med nogen holdbare løfter om, hvordan disse sociale redningssteder kan bevares under gode forhold.

Ingen er vel i tvivl om, at Ringen og Varmestuen er til gavn for mange udsatte mennesker. Hvis deres åndehul og trygge rum forsvinder, vil andre dele af samfundet blive pålagt store økonomiske byrder, som der næppe er afsat penge nok til.

Det siges, at Slagelse Kommune har penge nok, men at de ikke må bruges til socialt arbejde. Det lyder ærlig talt lidt mærkeligt, og kommunen bør være stærk nok til at udfordre de rammer, som staten og KL har lagt på kommunen.

Social ulydighed kan forsvares. Noget skal der til for at vække regeringen, som har meget travlt med at redde svin og drikkevand.

Jeg har heldigvis aldrig haft brug for Ringen. Jeg drikker næsten ikke alkohol, og jeg har både en god bolig og en varm familie, så Varmestuen bruger jeg heller ikke. Men derfor har jeg heldigvis overskud til at se det store sociale arbejde, de to steder udfører hver dag.

Jeg håber også, at alle byrådspolitikere har det samme overskud og kan se ud over de asociale regler og finde løsninger, så alle kan trække vejret lidt lettere.

De svageste bliver hurtigt endnu svagere, når der er usikkerhed om deres liv. Konsekvenserne kan blive ulykkelige – også for samfundet.

Jeg håber, at pressen kan få svar fra politikerne.

Del gerne dette