Anlægsstruktørfaglærer Luna Iburg fra ZBC i Slagelse har vundet Byggeriets Faglærerpris 2026. Prisen gives til en faglærer, der sætter standarden for høj faglighed, engagement og udvikling af fremtidens håndværkere.
Prisen uddeles af Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet og blev overrakt ved prisuddelingen Byggeriets Stjerner. Luna Iburg var én af tre finalister fra hele landet.
Med prisen følger 20.000 kroner til en studierejse, hvor vinderen kan hente ny viden og inspiration til undervisningen.
Da Luna Iburg fik beskeden om, at hun havde vundet, blev hun både glad og overrasket.
– Det er en stor anerkendelse at få. Jeg arbejder jo bare med det, jeg brænder for hver dag, men det betyder meget at få at vide, at det også gør en forskel for andre, siger Luna Iburg.
Hun håber, at prisen også kan være med til at sætte fokus på erhvervsuddannelserne og på den måde, undervisningen kan udvikles på.
– Hvis det kan inspirere andre til at tænke lidt anderledes i undervisningen, så er det virkelig positivt. I sidste ende handler det jo om at give eleverne de bedste muligheder for at lykkes i deres fag, siger hun.
Relationer som fundament
Da Luna blev nomineret, blev det blandt andet fremhævet, at hun er ekspert i at gøre undervisningen levende og relevant for eleverne. Hendes undervisning kobler teori og praksis tæt sammen, så eleverne opnår en dybere forståelse af anlægsstruktørfaget.
Samtidig blev hun fremhævet for sin evne til at få alle med i undervisningen og styrke elevernes selvtillid. Hun arbejder målrettet med bæredygtighed og med at give eleverne en forståelse for, hvordan de kan træffe mere miljørigtige valg i deres arbejde.
For Luna Iburg er relationen til eleverne en vigtig del af undervisningen.
– Jeg bruger meget energi på at lære eleverne at kende. Når man ved, hvem de er, hvor de kommer fra, og hvad der motiverer dem, så bliver det også lettere at skabe en undervisning, der giver mening for dem, siger Luna Iburg.
Hun lægger vægt på at skabe et miljø, hvor eleverne føler sig trygge og motiverede til at deltage aktivt.
– Når eleverne oplever, at de bliver set og taget alvorligt, så tør de også kaste sig mere ind i undervisningen og udvikle sig fagligt, siger hun.
Faglighed med blik for forskellighed
I undervisningen arbejder Luna Iburg bevidst med at tilpasse sin tilgang til hver enkelt elev.
– Elever lærer på forskellige måder, og det er vigtigt, at undervisningen kan rumme det. Nogle har brug for mere støtte, andre har brug for ekstra udfordringer, siger hun.
Hun ser også samarbejdet mellem skole og praktik som en central del af elevernes udvikling.
– Det giver de bedste resultater, når skole og virksomheder arbejder tæt sammen. Eleverne skal kunne se sammenhængen mellem det, de lærer i klassen, og det de møder ude i branchen, siger Luna Iburg.
Fokus på fremtidens anlægsarbejde
I indstillingen til prisen fremhæves Luna Iburg blandt andet for sin indsats for at integrere bæredygtighed og biodiversitet i undervisningen.
Det er et område, hun selv ser som afgørende for fremtidens anlægsarbejde.
– Bygge- og anlægsbranchen spiller en vigtig rolle i forhold til natur og miljø. Derfor er det også vigtigt, at eleverne lærer at tænke i løsninger, der tager hensyn til både klima og biodiversitet, siger Luna Iburg.
For hende er det vigtigste i sidste ende at se eleverne udvikle sig.
– Det bedste ved jobbet er at se eleverne vokse med opgaverne. Når de opdager, at de faktisk kan mere, end de troede, så giver det virkelig energi til arbejdet, siger hun.
Med Byggeriets Faglærerpris 2025 hædres Luna Iburg for netop den indsats – en undervisning, der kombinerer faglighed, engagement og blik for den enkelte elev.
FAKTA
Da Luna blev nomineret, blev det begrundet med disse ord:
Luna Iburg underviser i anlægsstruktørfaget på ZBC i Slagelse og er ekspert i at gøre undervisningen levende og relevant for eleverne. Hendes innovative undervisning får teori og praksis til at smelte sammen, så eleverne får en dybere forståelse af anlægsstruktørfaget.
Luna Iburg får alle med i undervisningen og styrker de unges selvtillid. Samtidig er hun dybt engageret i bæredygtighed og arbejder målrettet med for at få unge til at træffe de mest miljørigtige valg i deres arbejde.

Pressefoto




















