Slagelse Idræts Råd har sat fokus på at fastholde flere unge i idrætten – og nu har de udnævnt en særlig rollemodel, der skal inspirere andre.

Ved en oprykningsfinale i 3. division i Spar Nord Arena blev 21-årige Malthe Qvortrup officielt udnævnt til idrætsambassadør af formand Jørn C. Nielsen.

– Vi ved, at mange børn er aktive i foreninger i de tidlige år, men alt for mange falder fra efter konfirmationsalderen. Det vil vi gerne ændre på, lød det fra formanden Jørn C. Nielsen.

En historie om vilje og fællesskab
Malthe Qvortrup er ikke en helt almindelig idrætsudøver. Han har været omkring både fodbold i Slagelse B&I og håndbold i TMS Ringsted, hvor han i dag er en vigtig spiller på holdet.

Selvom Malthe er døv, har det ikke sat begrænsninger for hans ambitioner. Tværtimod har han markeret sig på højeste niveau som anfører for døvelandsholdet og blev ved VM kåret som turneringens mest værdifulde spiller (MVP).

Men det er ikke kun præstationerne på banen, der har gjort indtryk.

Et forbillede for unge
Malthe engagerer sig også uden for banen, hvor han blandt andet hjælper til ved ungdomstræning og tager ansvar i klubmiljøet. Samtidig er han udlært tømrer hos Georg Berg.

– Han er en holdspiller. En, der giver tilbage og viser, hvad fællesskab betyder. Derfor er han et forbillede – ikke kun for unge med et handicap, men for alle unge, lød det ved udnævnelsen.

Med udnævnelsen håber Slagelse Idræts Råd, at Malthe kan inspirere flere unge til at blive i idrætten – eller finde vej ind i den.

Jørn C. Nielsen og Malthe Qvortrup – pressefoto