Usædvanligt mange store arrangementer hen over sommeren genåbner nu det offentlige toilet ved Fæstningen på Korsør Havn frem til udgangen af september.

Aktivitetsniveauet på Korsør Havn er ekstraordinært stort denne sommer. Først er der Tour de France den 2. juli, der følges op af en lang række andre aktiviteter hen over sommermånederne. Blandt andet byder sommeren også på Cityevening, besøg af Dronningens sommertogt, Maritim Kulturuge og Picnickoncerter med mere.

De usædvanligt mange arrangementer tiltrækker både egne borgere og gæster, og forventningen fra kommunens side er oveni, at lysten til at komme ud efter to års Corona-pandemi er ekstra stor i år. Men når mange mennesker mødes og antallet af aktiviteter er stort, kræver det, at der er god adgang til offentlige toiletter.

– Vi ønsker, at alle gæster oplever, at Korsør Havn er et rart sted at være – med de nødvendige faciliteter. Derfor åbner vi det offentlige toilet ved Fæstningen på Korsør havn fra den 1. juli til 30. september. Toilettet er placeret strategisk godt for de mange arrangementer, der finder sted på Korsør havn denne sommer, siger Borgmester Knud Vincents (V).

Det koster omkring 35.000 – 40.000 kr. at holde det offentlige toilet åbent i juli, august og september. Til gengæld undgår kommunen ekstraordinære udgifter til renholdelse af offentlige arealer.

Oprindeligt var der et politisk flertal for at lukke det offentlige toilet ved Fæstningen på Korsør Havn, men der er blevet lyttet til de mange henvendelser, der er kommet til kommunen. Pga. de mange aktiviteter vil det offentlige toilet derfor være åbent døgnet rundt hele sommeren.

Kilde

Foto: ABW