Kongegaardskoncerten markerer en stor sæson med et magisk mestermøde i Kongegaarden.

Oplev den dansk-schweiziske violinist Niklas Walentin og stjernepianisten Christina Bjørkøe torsdag 14. maj kl. 18. Den stærke duo indspillede sidste år Brahms’ sonater for violin og klaver med den særlige fortolkning, de har udviklet gennem ti års samspil. Udgivelsen blev sublim og tilmed rost til skyerne af landets anmeldere.

”Vi er blevet tæt knyttet, ikke kun til selve sonaterne, men også til den måde, vi opfører dem på – som to skuespillere, der optræder sammen sæson efter sæson og udvikler deres karakterer, mens de bliver næsten uadskillelige,” fortæller Walentin og Bjørkøe og uddyber:

”Vi er drevet af et nærmest ustoppeligt behov for at dele den euforiske glæde, der kommer af at høre, indspille og leve disse værker med vores publikum”.

Væsentlige bidrag til den danske kulturarv

Christina Bjørkøe er en af Danmarks fremmeste pianister. Hun begyndte at spille klaver som 5-årig og var elev af Therese Koppel. Som 19-årig blev hun optaget på The Juilliard School of Music i New York som elev hos Seymour Lipkin. Senere endte hun studierne hos Anne Øland på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Christina Bjørkøe har indspillet mere end 20 albums og ydet et væsentligt bidrag til den danske kulturarv med indspilninger af danske komponister som Carl Nielsen, Niels W. Gade, Hakon Børresen og mange flere. Hun har modtaget DR’s P2-pris to gange, Victor Borges Musikpris og tildelt Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris.

Stor stjerne med utallige sejre

Niklas Walentin har spillet violin siden han var 6 år og er for længst helt i front blandt unge talenter. Hans spillestil er unik og med en sikker, virtuos teknik som fundament spiller han i det interessante krydsfelt mellem tradition og fornyelse. Han spiller med en naturlig selvfølge kombineret med et ungdommeligt drive og en vilje til udforskning af musikken. Han er en stor, international musikpersonlighed.

Walentin har modtaget over 25 internationale musikpriser, er tredobbelt prisvinder ved Den Internationale Carl Nielsen Konkurrence i 2012 og er kunstnerisk leder af flere festivaler i Europa. Han har optrådt i enorme koncertsale som Carnegie Hall i New York, Wigmore Hall i London og Mariinsky Theatre i Skt. Petersborg.

”Året har budt på højt profilerede internationale musikere, som f.eks. Dreamers Circus, Trio Zoom, Messiaen Quartet og Takuma Onodera, som har givet uforglemmelige oplevelser og stående bifald. Nu kan vi glæde os til Walentin & Bjørkøe, der afslutter sæsonnens forrygende koncertrække med bl.a. at spille Mozart sonate kv 526, A dur + Brahms sonate nr 1, G dur”, siger Henrik Broch-Lips, kunstfaglig chef og leder af Kongegaarden.

Billetter

Almindelig: 175 kr.
Medlem af Kongeklubben: 125 kr.
Unge under 26 år: 100 kr.

Billetten omfatter en omvisning i den aktuelle udstilling Dehabitation kl. 17.15 og et glas vin efter koncerten.

Forside | Kongegaarden

Niklas Walentin. Foto: Caroline Bittencourt
Christina Bjørkøe – pressefoto