Der er godt nyt til både historieinteresserede og børnefamilier: Museum Vestsjælland åbner igen lørdag den 7. februar og byder velkommen til en ny og spændende sæson med nye særudstillinger og masser af aktiviteter for både børn og voksne på deres museer.

Som noget helt særligt kan museet samtidig dele den glædelige nyhed, at det spektakulære lansefund fra Boeslunde er kommet med på listen over de 10 mest imponerende arkæologiske fund i 2025. Og fordi ventetiden er svær, tyvstarter museet allerede den 5. februar med åbningen af særudstillingen “Ofringer og guld”, der dykker ned i netop fundene fra Boeslunde.

Vinterferie fyldt med leg, kreativitet og historie

I vinterferien inviterer Museum Vestsjælland familierne indenfor til en ferie fyldt med oplevelser på museets mange afdelinger:

På Kalundborg Museum kan I opleve de smukke Lundbye-malerier og selv prøve kræfter med kunsten.

På Malergården er der kunstworkshops, og flere steder kan I lave decoupage.

På Holbæk Museum kan børnene lege arkæologer med metaldetektor.

På Flakkebjerg Skolemuseum kan I opleve en skoledag anno 1910.

På Slagelse Museum kan I blandt andet bygge fuglehuse, blive hemmelige agenter og klippe gækkebreve.

På Sorø Museum – og flere af de andre museer – kan de mindste gæster gå på billedjagt. Find alle tingene der passer til billederne på spillepladen og få en lille spiselig præmie.

Sidste chance: Mig & Min By

Det er sidste chance for at opleve den populære børneudstilling “Mig & Min By” på Ringsted Museum, som lukker søndag den 15. februar.

I vinterferien kan børn og voksne gå på opdagelse i byen sammen med museets guide, høre historien om de mystiske skygninger og lege sig gennem kloakker, butikker og torvet i udstillingen.

Museum Vestsjælland glæder sig til at byde publikum velkommen til en ny sæson fyldt med historie, leg og oplevelser.

👉 Læs mere om udstillinger, åbningstider og vinterferieaktiviteter på Museum Vestsjællands hjemmeside:

Museum Vestsjælland – Museum Vestsjælland

 

Holbæk Museum – pressefoto