Oplev svingende jazz og bløde beats torsdag den 1. juli kl.15.30. I anledning af Slagelse Festuge inviterer Slagelse Biblioteker og Borgerservice til ’Baghave Beats’

Bibliotekshaven ved Slagelse Bibliotek forvandles for en stund til en hyggelig musikalsk ramme for skønne musikoplevelser. På plakaten er blandt andre Barmao Jazz, Benjamin Aggerbæk og Ea Wim.

Klassiske toner, svingende jazz og akustisk guitar

Det er et helt nyt koncept fra Slagelse Biblioteker og en mulighed for at opleve flere forskellige sider af musikverdenen.

– Vi glæder os meget til at se bibliotekshaven fyldt med alsidig musik og glade gæster til en hyggelig eftermiddag. Det koster ikke noget at deltage i Baghave Beats, men man skal huske at tilmelde sig på vores hjemmeside. Siger Caroline Sørensen, Kulturmedarbejder på Slagelse Biblioteker og Borgerservice.

Undervejs vil der være mulighed for at købe kaffe, kolde drikke og snacks i bibliotekscaféen.
Gæsterne kan se frem til at høre Barmao Jazz, som består af tre unge musikere på bas, guitar og trommer. På ægte gentlemen manér forvandler de kendte pop-sange til svingende jazz, så alle i publikum kan være med. Deres repertoire spænder bredt fra standarder, som ”Fly me to the moon”, Disney klassikere fra Junglebogen, sukkersød pop fra 00’erne og helt nye sange som ”Bad Guy” af Billie Eilish.

Oplev også Benjamin Aggerbæk. som er en københavnerbaseret komponist, sanger og ildsjæl. Hans nu 4 albums dækker alt fra det folk’ede til det jazz’ede – fra en helt nøgen soloudgivelse med kun Aggerbæks farverige vokal og akustisk guitar til stort anlagte orkesterplader med masser af blæs og stryg.

Med Ea Wim på plakaten, kan gæster være beredt på at blive væltet bagover af en stærkt personlig og tilnærmelsesvis desperat sangskriver. Ea Wim er en kunstner uden filter. Hun bevæger sig i et kontrastfyldt univers af melodiøse værker i en nordisk neoklassisk stil med inspirationer fra både den klassiske musik og folkemusikken.

Læs mere om Baghave Beats på www.slagelsebib.dk, hvor man også kan tilmelde sig.

Pressefoto