Med mindre end 3 uger til dette års Atlantia Sommerlyd den 20. og 21. august er de sidste forberedelser ved at blive gjort klar. ’Forberedelserne til dette års festival har ikke være lette’, fortæller talsmand Miguel Calderon. ’Vi har måttet flytte festivalplads hele 3 gange, så vores organisation har virkelig været på overarbejde. Nu er det endt med, at vi får næsten 5.000 m2 i Træskogården at udfolde os på. Det er en meget stor plads at fylde for en nystartet festival, men sådan var betingelserne, da de nye COVID-19 restriktioner blev offentliggjort tilbage i maj måned.’

’Vi har budgetteret med et publikum som sidste år, hvilket vil sige 400 personer pr. aften. Lige nu står vi faktisk med muligheden for at have 2.500 stående gæster pr. aften. Det antal når vi slet ikke, men så længe vi når vores mål på 400 gæster pr. aften er vi super tilfredse! Vi har desværre ikke nået det billetsalg endnu, men det skal vi nok klare. Det skal ikke være en hemmelighed, at det har været overraskende svært at sælge billetter i år. Det på trods af at vi står med et superprogram – især vores størrelse taget i betragtning.’

’Vi må dog erkende, at vi står over for en konkurrent, som vi ikke helt kan vinde over: Nemlig de mange familiebegivenheder, som er blevet komprimeret i hele juli og august. To års sommerfester og arrangementer falder netop lige nu. Samtidig er der skudt et hidtil uset antal arrangementer op over hele landet, så der er virkelig kamp om de ønskede festivalgæster. Staten har givet et kæmpe beløb til de mange kulturarrangementer, og det har jo mudret markedet en hel del. Det har været med god vilje fra statens side af, men det har ikke udelukkende været positivt, for det har mættet markedet. Det har i mange tilfælde været på bekostning af kvaliteten, hvilket hverken været godt for kunstnerne eller gæsterne, og mange aflysninger har også fundet sted. Men den situation er vi nu heldigvis ikke i,’ fortæller Miguel Calderon, som har en klar forventning om, at Atlantia Sommerlyd, fuldstændig som sidste år, får solgt langt hovedparten af billetterne de sidste 14 dage op til festivalen. ’Hvis vi sammenligner med sidste år på samme tid, har vi solgt flere billetter’, fortæller han forventningsfuldt.

Et poppet, men stærkt program
’Årets program blev fastlagt i løbet af vinteren, da vi havde besluttet at gentage succesen fra sidste år. Vi kan som ny festival med en begrænset økonomi ikke vælge alt, hvad vi havde på vores ønskeseddel. Men vi er ovenud stolte over, at vi igen i år kan præsentere noget af det bedste, som dansk musik har at tilbyde lige nu. Vi ved godt, at vi er ret poppede i år. Vi mangler både hiphop, rock, elektronica og indie-delen for at kunne være komplette, men med mulighed for kun to artister hver aften var det simpelthen ikke muligt. Vi håber dog, at folk – selvom man er mest til en af de manglende kategorier – alligevel kommer til festival i Slagelse. Det betyder simpelthen alt for os, at folk vælger at støtte op. Hvis vi også skal være der til næste år, så kræver det, at folk bakker op om vores initiativ. Vi kan tilbyder super musik og uden tvivl en festlig aften.’ 

‘Vi ved, at mange endnu ikke har besluttet sig. Rigtig mange venter på vejrudsigten, men – for pokker da – vi er jo i Danmark, og vejret kan man aldrig vide sig sikkert på. Jeg ville ønske, at man ville tilgå de udendørs begivenheder anderledes, end at det skal være vejret, der afgør, om man deltager eller ej. Ellers har vi jo en umulig opgave foran os i Danmark’, fortæller Miguel med et smil på læben.

Billetkøb i år kan sikre festivalens fremtid mange år frem
’At købe billet til Atlantia Sommerlyd i år er en investering i fremtiden. Vi står overfor en af de største muligheder lige nu: At vi igen kan få en musikfestival til kommunen, inden festivaltoget er kørt forbi. Det er ved at være sidste chance for at hægte sig på, da der hvert år kommer mange nye festivaler til. Vi har et super ambitiøst projekt, som vi håber at kunne offentliggøre til efteråret. Lige nu har vi de rette folk omkring projektet til at kunne effektuere det, så det er nu, det skal være! Vi ved også fra den research, administrationen har tilvejebragt, at potentialet virkelig er der. Og bedst af det hele, at det kan få mærkbare positive effekter for hele kommunen.’

’Ambitionerne taler ind i et perfekt samspil med kommunens politiske ambitioner og målsætninger vedr. bosætning, uddannelse og frivillighed. Vi kan være en seriøs løftestang for kommunens ansigt udadtil – altså hvis vi får lov. Siden ’Rod i Rock´en’ lukkede har vi desværre ikke haft nogen musikfestival i Slagelse kommune og med en kommune på næsten 80.000 indbyggere, så skal det altså kunne lade sig gøre. Atlantia Sommerlyd kan lige netop være det friske pust på den kulturelle scene, der kan få det til at rulle. Vores nyligt annoncerede strategiske samarbejde med Slagelse Musikhus er også en anerkendelse og et skulderklap af de helt store og et bevis på netop dette. Det er vi meget stolte over.’

Kolossal opbakning fra erhvervslivet
’Det mest positive vi igen i år kan tage med er, at erhvervslivet virkelig har bakket op. En ting, der er sikkert, er, at kommunens erhvervsliv ikke sidder på hænderne. Vi har sikret os over en halv million i sponsorindtægter, og det gør bare det hele værd at kæmpe for. Kulturudvalget har oveni støttet os med 40.000 kroner, så det beviser jo, at vi gør det rigtige. Vi har igen i år lagt os i selen for, at vores partnere får en fed oplevelse. De betaler mange penge, men de får til gengæld også fuld valuta med spisning inden festivalen, tribune og fri bar under hele programmet.’

Program fyldt med ørehængere
’Vi glæder os kolossalt til dette års festival. Vi synes, at vi med vores begrænsede midler har skabt et fantastisk program med artister, som både rammer bredt og tilmed har lavet den ene ørehænger efter den anden. Tænk sig, at vi har fået JUNG til Slagelse, som pt. er et af de mest efterspurgte bands i Danmark. Et andet helt stort scoop er Lord Siva, som bl.a. fik en DMA-pris for årets hit med ’Solhverv’. Vi må ikke glemme Clara, som er en af de største rising stars på den danske musikscene. Og samtidig er vi utroligt heldige med at have booket Drew Sycamore, som blot har fået endnu mere succes med hendes seneste album. Vi har været ganske bevidste i vores artistvalg. Vi ønsker at bidrage med noget nyt, og selvom mange måske ikke lige kender dem ved navn, så emmer det af kvalitet.’

’Vi kommer ikke til at være endnu en byfest, for dem har vi allerede flere af i kommunen. Og hvorfor kopiere, hvad andre gør godt i forvejen. Modsat byfesterne og musikarrangementerne i de tre købstæder ønsker vi for alvor at blive hele kommunens festival. At vi så ligger i Slagelse, hænger sammen med at de store videregående uddannelser ligger her, og at vi kan lave en festival helt tæt på banegården. Vi kan derfor med tanke for fremtiden fortsat tiltrække mange gæster udefra grundet den åbenlyse transportmulighed. Det bliver helt klart et stort kundegrundlag for os fremover. Vi ønsker at være en seriøs musikfestival solidt plantet på Danmarkskortet, og vi vil rigtig gerne også kunne henvende os til de unge, som vi føler har været et overset segment lokalt. Vi har mere end 7.000 studerende i Slagelse. Lige nu har der i medierne været meget snak om, at de studerende har været svigtet, så hvis Slagelse skal være en attraktiv studieby i fremtiden, så er vi klar til at stille op’, fortæller Miguel Calderon.

Nonprofit organisation
’Man skal huske at vi er en 100% nonprofit organisation. Vi er en række organisatører samt et kæmpe hold frivillige, som virkelig ønsker vores område de bedste betingelser. Vi ved at sådanne kulturbegivenheder kan skabe glæde og stolthed i ens lokalsamfund. Det skaber ganske enkelt en bedre sammenhængskraft’, afslutter Miguel Calderon.

Foto: ABW