Af Karl Iver Dahl-Madsen
En af mine bedste venner og en af de helt store skikkelser i dansk akvakultur, Niels Ebbe Dalsgaard, er død.
Det er svært for mig at skrive den sætning. Niels har gennem mange år været en del af mit liv som ven, samarbejdspartner og diskussionspartner, men først og fremmest som et af de mennesker, der byggede dansk havbrug op fra næsten ingenting og blev ved, også når omgivelserne gjorde deres bedste for at gøre arbejdet besværligt.
Sammen med Kurt Malmbak Kjeldsen, som også døde alt for tidligt, var Niels helt afgørende for udviklingen af Musholm. Kurt var pioneren og entreprenøren, mens Niels havde en usædvanlig evne til at få ting til at ske. Han var en dygtig og effektiv direktør, som kunne lave forretning, skabe relationer og omsætte muligheder til virkelighed.
Men Niels var mere end det. Han var også en omsorgsfuld direktør, som holdt af sine medarbejdere og tog deres trivsel alvorligt. Musholm var for ham ikke bare produktionsanlæg, regnskaber og tons fisk, men også mennesker, som han følte et ansvar for.
Derfor ramte det ham hårdt, når virksomheden og hele erhvervet blev udsat for angreb, som efter min opfattelse stod i et grotesk misforhold til den observerede miljøvirkelighed. Alt for få politikere havde mod til klart at tage afstand fra hetzen, og den ophidsede stemning førte til sidst ligefrem til hærværk mod Musholm og andre akvakulturvirksomheder. Det var hærværk af en karakter, hvor mennesker også kunne være kommet til skade.
Japaneren på Vesterbrogade
En lille historie siger måske mere om Niels end lange beskrivelser af hans ledelsesstil.
Tidligt i Musholms historie kom Koichi Okamura til Danmark. Han kendte det japanske marked for ørredrogn og havde hørt, at danske havbrug kunne levere en fremragende råvare.
Der var flere danske producenter, han kunne have talt med, men en japaner med fremmede forretningsmetoder og idéer om rogn vakte ikke ligefrem begejstring alle steder.
Niels ville gerne tale med ham.
De mødtes på en lille café på Vesterbrogade, og under samtalen fandt Niels ud af, at Okamura boede på et af de temmelig tvivlsomme hoteller i Helgolandsgade.
Det syntes Niels ikke gik an.
“Du skal altså ind på Sheraton.”
Og sådan blev det.
De to fandt hurtigt hinanden. Det blev begyndelsen på et både forretningsmæssigt og personligt samarbejde, som kom til at præge Musholm gennem årtier, og Okamura endte siden med at overtage ejerskabet af virksomheden.
Det er meget Niels i en nøddeskal. Han så mennesket, så muligheden og handlede. Der findes tykke bøger om internationalisering og relationsledelse. Niels klarede i første omgang sagen over en kop kaffe på Vesterbrogade og et hotelværelse, der skulle opgraderes.
At blive trådt ihjel af gæs
Da Kurt Malmbak Keldsen døde, skrev jeg i hans nekrolog, at han ved hårdt arbejde og stort slid havde bygget Musholm op sammen med sin gode ven og mangeårige partner Niels Ebbe Dalsgaard.
Det var præcis sådan, det var.
Kurt havde også en formulering, som jeg mange gange siden har tænkt på. Kampen for dansk akvakultur kunne føles som at blive trådt ihjel af gæs.
På min blog har jeg ofte skrevet om den enorme energi, som Niels og mange andre gode venner af akvakulturen måtte bruge på blot at få lov til at udvikle erhvervet.
Det talte Niels og jeg faktisk om kort tid før hans død. Hvad kunne alle de kræfter ikke være blevet brugt til, hvis dygtige mennesker havde kunnet koncentrere sig mere om fisk, teknologi, markeder og virksomheder og mindre om endeløse politiske slagsmål?
Danmark havde virksomhederne, foderindustrien, teknologien, biologien og folk som Kurt og Niels. Alligevel er meget af den vækst, vi kunne have haft herhjemme, kommet andre steder.
Det frustrerede Niels, men fik ham aldrig til at give op.
For mig er tabet langt mere personligt end historien om et erhverv. Niels var en meget god ven. Vi har arbejdet sammen, diskuteret, været enige og uenige og delt den særlige blanding af optimisme og frustration, som næsten bliver en erhvervsskade, når man har beskæftiget sig længe nok med dansk akvakultur.
Han var dygtig, handlekraftig og stædig, når det var nødvendigt, men også et varmt og ordentligt menneske, som tog sig af sine medarbejdere og sine venner.
Historien om Okamura er måske det bedste lille monument over ham. En fremmed mand kom til Danmark på jagt efter ørredrogn. Niels satte sig ned og talte med ham, sørgede for, at han blev behandlet ordentligt, og byggede derefter en forretning og et venskab med ham.
Sådan bliver rigtige virksomheder bygget: af mennesker, der ser muligheder, tager hinanden alvorligt og tør handle på dem.
Niels Ebbe Dalsgaard gjorde en forskel. For Musholm, for dansk akvakultur og i meget høj grad for mig.
Jeg kommer til at savne ham meget.
Bisættelsen finder sted fra Sankt Mikkels Kirke, Slagelse, torsdag den 27. august kl. 12.00
