Fra 1. juli 2021 udvides sorteringsmulighederne på genbrugspladserne i AffaldPlus-området, så kunderne kan aflevere mad- og drikkekartoner samt tekstiler til genanvendelse.

Ifølge den nye affaldsbekendtgørelse skal alle kommuner pr. 1. juli husstandsindsamle 10 typer affald. AffaldPlus’ kommuner er på forhånd godt med, men mangler mad- og drikkekartoner samt tekstiler. Borgere i Næstved Kommune kan fra 1. juli aflevere mad- og drikkekartoner samt tekstiler hjemme ved husstanden. Den mulighed får borgerne i Faxe, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg også, når der introduceres nye affaldsordninger i løbet af 2022 og 2023. Indtil da kan mad- og drikkekartoner enten afleveres i restaffaldet derhjemme eller på genbrugspladsen.

Kartonerne skal være skrabede for madaffald og evt. let skyllede, inden de afleveres til genanvendelse.

Initiativet med de nye containere til mad- og drikkekartoner på genbrugspladserne giver os viden om, hvor rene kartonerne skal være, hvor meget de fylder, og hvordan de bedst kan genanvendes.
Stort potentiale i tekstiler Siden 2020 har det været muligt at aflevere tekstiler på hovedpladserne, så de kunne genanvendes. Nu tager vi næste skridt og indfører fraktionen på alle genbrugspladser i AffaldPlus-området.

Der er potentiale for at sortere ca. 2.200 tons tekstiler fra til genanvendelse i AffaldPlus’ seks ejerkommuner. Tekstilerne må gerne være slidte, hullede og plettede, da de bearbejdes til nye produkter, fx tøj, tekstiler, isoleringsmateriale og akustikplader.

Pressefoto