Siden 2024 har Veteranhjem Slagelse midlertidigt haft lokaler til låns i den tidligere postbygning ved stationen. Nu får veteranerne deres helt eget hjem med lys og luft og plads til overnattende veteraner. Hjemmet indvies på Flagdagen d. 5. september med borgmesterbesøg, talk med tv-vært Peter Ingemann, mad og drikke.
Han har svært ved at skjule sin begejstring. Knapt har vi hilst på Martin Freitag, leder af Veteranhjem Slagelse, før han tager os med på rundvisning i det, der bliver veteranernes nye, permanente mødested og samlingspunkt. Inde som ude er veteraner og frivillige i fuld gang med at male og skure og hamre og klippe, så hjemmet er klart til den store åbning d. 5. september. Vi starter rundvisningen udendørs.
”Når du kommer igen om et år, så er hele det her område forvandlet til loungeområde med hængekøjer og pallemøbler. Det bliver fantastisk,” siger Martin Freitag og slår hånden ud mod et pænt stort areal ud mod Parkvej 28, som lige nu er én stor busk. ”Flagstangen har vi fået doneret af Dannebrogs-Samfundet. Som du måske ved er Dannebrog noget nær helligt for os veteraner, så vi er virkelig taknemmelige for den donation.”
Længere inde i haven er der gang i to hækklippere samtidig, og en tredje veteran, som nu er tømrermester, arbejder med træværk på en lille terrasse.
”Der er en selvstændig pointe i, at vi hovedsageligt selv står for istandsættelsen af veteranhjemmet,” siger Martin Freitag. ”Det handler om at skabe medejerskab, og så går vi jo og hygger os, når vi er sammen om arbejdet.”
Tømrermesteren, Lars Bruun, hører, hvad vi taler om og supplerer: ”Min bedste tid var som soldat fra 1987-1997, og nu vil jeg bare gerne give lidt tilbage. Vi er jo en soldaterkommune, så der er en hel masse veteraner i oplandet, som nu har mulighed for at samles her i et stærkt fællesskab.”
Indendørs er der især gang i malerruller- og pensler. Lars Bruuns kæreste Susanne Landkilde er ved at male radiator, og hun er en af de frivillige, som veteranhjemmet har stor brug for ”Det er faktisk første gang jeg er frivillig, men det er ikke sidste gang. Det virker meget meningsfuldt for mig. Der er så mange søde mennesker og ildsjæle, og det smitter. Jeg håber, vi kan få flere frivillige herned,” siger hun.
Selv er Martin Freitag ved at lægge gulv, når han da ikke lige giver rundvisning eller agerer byggeleder. Han glæder sig til åbningen på Flagdagen og på spørgsmålet om, hvilken ånd og stemning besøgende vil kunne mærke, svarer han prompte: ”Jeg tror, at folk vil bide mærke i rummeligheden. Her er der plads til alle. Jeg tror, at man vil mærke, at de brede skuldre bærer lidt mere end de knapt så brede skuldre. Så en hjælpsom og omsorgsfuld atmosfære.”
Afhængig af donationer
På 1. sal er lokalformanden for støtteforeningen til veteranhjemmet, Christian Schøler, ved at lappe huller i en gipsvæg. Han er selv veteran og har altid arbejdet frivilligt i bl.a. børnenes sportsforeninger. Derfor falder det ham naturligt også at bidrage her. ”Man heler ved at dele”, som han siger.
”Du må gerne skrive, at veteranhjemmet er for alle veteraner, både de skadede og de fuldstændig velfungerende,” siger Christian Schøler. ”Nu får vi og vores familier så et blivende sted, hvor der er tryghed, og hvor man får følelsen af, at der er stabilitet og ro. Et sted, hvor vi alle sammen kan mødes, præcis som vi er, og med det vi nu engang kommer med. Det er guld værd.”
Sammen med andre gode kræfter i støtteforeningen arbejder han på at få midler til den løbende drift og de mange små og store arrangementer, der påtænkes over tid. Den slags koster jo penge.
”Vi skaffer pengene via donationer fra virksomheder og private. Det kan for eksempel være til den kommende vandretur på Kullen i Sverige, til ugentlig fællesspisning, foredrag og alt muligt andet. Ingen donation er for lille, og jeg vil da gerne reklamere lidt for, at du kan blive støttemedlem for 200 kr. om året,” siger Christian Schøler.
Borgmester, foodtrucks og kendisser
Du har mulighed for at være med til åbningen af Veteranhjem Slagelse. Den officielle indvielse finder sted lørdag d. 5. september fra kl. 12.30.
De sidste brikker for den store dag er ved at falde på plads, fortæller Dorte Skov, direktør i Fonden Danske Veteranhjem, som ejer de seks danske veteranhjem. ”Vi glæder os helt vildt, og vi kunne ikke have ønsket os et bedre program for dagen,” siger Dorte Skov og opridser planen for indvielsen:
Først vil borgmester i Slagelse, Knud Vincents (V), tale, før han klipper den berømte snor og erklærer veteranhjemmet for åbent.
Talen leder naturligt over i, at Dannebrog hejses i den ny-donerede flagstang. Med en symbolik som næsten ikke kan være stærkere, når nu d. 5. september ovenikøbet er Danmarks officielle Flagdag til ære for danske soldater udsendt på internationale missioner.
Herefter er der åbent hus med mulighed for rundvisning i det nye, flotte hjem. Og lidt godt at spise og drikke fra håndplukkede foodtrucks. Inden Jeppe Michael Jensen, formand for Veteranfonden, og tv-værten Peter Ingemann – bl.a. kendt fra serien ’Balkan i flammer’ – holder inspirerende oplæg.
Hele slaget ledes af Emil Arenholt Mosekjær, der – udover selv at være veteran – også er journalist, foredragsholder og forfatter. Adressen er Parkvej 28, 4200 Slagelse. Tilmelding er ikke nødvendig – du kommer bare.
Om Veteranhjem Slagelse
Veteranhjemmet i Slagelse hører – sammen med fem tilsvarende hjem rundt om i landet – til under Fonden Danske Veteranhjem.
Veteranhjemmet er et samlingspunkt og fristed for alle veteraner. Både de mange der kommer styrket hjem fra udsendelse og gerne vil vedligeholde et unikt fællesskab, og dem som desværre kommer hjem og får behov for hjælp og støtte.
Der er ikke tale om behandlingshjem, men veteranhjemmet samarbejder og koordinerer med især Veterancentret og diverse behandlingstilbud. Ofte er der desuden mulighed for at overnatte på hjemmet i en kortere periode.
Veteranhjemmet finansieres af Forsvarsministeriet, fonde og donationer fra private og virksomheder. Det drives langt hen ad vejen af frivillige kræfter sammen med en ansat leder med det socialfaglige ansvar.




Dato: 05-09-2026
Sted: Veteranhjem Slagelse





















