Økonomiudvalget har i dag besluttet at indstille til byrådet, at samarbejdet med kommunaldirektør Frank E. Andersen skal ophøre.

– Vi har samlet et nyt flertal i Slagelse Byråd, og vi ser meget frem til at udvikle vores kommune, så vi kan indfri borgernes forventninger til os og den velfærd, vi leverer. For at kunne løfte den ambition har vi brug for ny ledelseskraft, og derfor indstiller økonomiudvalget nu til byrådet, at vi skal have en kommunaldirektør med en anden profil, siger borgmester Knud Vincents.

Det er byrådet, der træffer den endelige beslutning i sagen.

Frank E. Andersen er fritaget for tjeneste, indtil byrådet træffer beslutning på byrådsmødet den 13. januar 2022.

Social- og projektchef Vini Lindhardt fungerer som kommunaldirektør, indtil byrådet træffer endelig afgørelse.

Foto: JDL