Kommunens plejecentre er kommet godt igennem tilsynsbesøg fra både det kommunale tilsyn og Styrelsen for Patientsikkerheds. Generelt går det godt, men der også enkelte forslag til forbedringer.

Plejecentrene i Slagelse Kommune er kommet igennem tilsynene i fin stil. Det gælder både det kommunale tilsyn og det risikobasserede tilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed står for. Det kommunale tilsyn konkluderer blandt andet, at alle plejecentre generelt leverer en god pleje og omsorg for beboerne. Der er tilstedeværelse af kompetente ledelser, og der er ligeledes fokus på tilstedeværelse af relevante medarbejderkompetencer samt behov for kompetenceudvikling. Også Styrelsen for Patientsikkerhed, som har besøgt fire plejecentre, vurderer, at plejecentrene fremstår sundhedsfagligt velorganiserede med gode procedurer og høj grad af systematik.

I Forebyggelses- og Seniorudvalget er der tilfredshed med det gode resultat, og stor ros til medarbejderne på området.

– Hele udvalget er enige om, at medarbejderne og ledere skal have stort klap på skuldrene for det gode resultat. Det er nogle af vores svageste borgere, som bor på vores plejecentre. De har fortjent en god og værdig alderdom, og derfor er vi også glad for, at tilsynsrapporterne viser, at vores plejecentre og deres medarbejdere giver vores ældre borgere en pleje og omsorg, som vi kan være bekendt, siger næstformand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Unnie Oldenburg (A).

Selv om begge tilsyn generelt tegner et billede af plejecentre, som fungerer, så peger begge tilsyn også på steder, hvor man kan blive bedre. Det kommunale tilsyn peger blandt andet på, at der er enkeltstående tilfælde, hvor pårørende savner fokus på demente borgere og at disse fremstår værdig i forhold til påklædning og hygiejne. Derfor anbefaler tilsynet, at der skal fokus på dialog med de pårørende om dette. Styrelsen for Patientsikkerhed konkluderer, at to af fire plejecentre ”har mindre problemer af betydning for patientsikkerheden”, men ingen af tilsynene mener, at der er forhold, som kræver en hurtig her og nu indsats.

– Vi kan altid blive bedre, og jeg ved, at mange af vores ledere er glade for tilsynene, fordi de bidrager til læring. Vores ledere har fulgt op på de anbefalinger, som vi har fået, så vi er sikre på, at vi bliver bedre der, hvor vi kan blive bedre, og at beboerne får en god pleje, siger sundheds- og ældrechef Charlotte Kaaber.

De kommunale tilsyn udføres af ekstern virksomhed, som ikke må være afhængig af kommunen. I Slagelse Kommune er det virksomheden L Consulent, som har tilsynsopgaven. De har besøgt alle plejecentre i kommunen, mens Styrelsen for Patientsikkerhed har besøgt fire, tilfældigt udvalgte plejecentre.

Pressefoto