Fredag aften ankom 3.g-elever fra Teknisk Gymnasium og Handelsgymnasiet, ZBC i Slagelse, til årets gallafest.
Ankomsten foregik med alt fra limousiner og Corvetter til en enkelt traktor, mens forældre stod klar med kameraer og fulgte med.
Gymnasieeleverne trådte ud, rettede kjoler og jakkesæt til og gik den korte tur hen ad den røde løber.
– Ej, det er virkelig sjovt. Vi har det godt. Vi har det virkelig godt, siger Iben Kjeldsmark, 3.D på ZBC i Slagelse.
– Det var fedt at danse. Nu er vi bare klar til at spise, siger Ida Laura Olsen, 3.D på ZBC i Slagelse.
– Det er jo fantastisk. Det er lidt varmt i dag, men der er megagod stemning. Vi har det pissefedt, siger Jonathan Kongsbach, 3.D på ZBC i Slagelse.
En afslutning, der kan mærkes
Efter ankomsten samledes eleverne indenfor, hvor de gjorde sig klar til Les Lanciers og resten af aftenen.
For mange er det her første gang, det for alvor går op, at gymnasietiden er ved at være slut.
– Det føles lidt mærkeligt. De tre år er gået hurtigt. Det er første gang, vi virkelig mærker, at vi er ved at være slut, siger Iben Kjeldsmark.
Det er ikke kun klassen, men hele årgangen fra Teknisk Gymnasium og Handelsgymnasiet, der er samlet.
– Det er også en milepæl. Vi har gået i tre år og er nået til et eller andet. Så vi er ved at være mod enden, og det er også rart, siger Iben Kjeldsmark.
Samtidig er det ikke noget, alle har tænkt så meget over undervejs.
– Jeg tror generelt, at folk ikke tænker så meget over det. Ikke før det er for sent, siger Lydia Greisdal, 3.D på ZBC i Slagelse.
– Ja, så tænker man, at så gik den tid, siger Lydia Greisdal.
Les Lanciers
Aftenens program bød blandt andet på Les Lanciers, hvor eleverne gik på gulvet.
– Og så begyndte vi at danse. Og trådte vi lidt forkert her og der. Det var megasjovt, griner Lydia Greisdal.
Stemningen var afslappet, og fokus var på at komme igennem dansen og have det så sjovt som muligt undervejs.
Klar til det næste
Efter dansen ventede gallamiddagen, og senere på aftenen fortsatte festen.
For Lydia Greisdal er næste skridt allerede på plads.
– Jeg vil gerne læse til psykolog på SDU. Jeg havde en idé om, at jeg ville arbejde med mennesker. Så fandt jeg ud af, at jeg fandt det interessant, og at jeg var god til det, siger Lydia Greisdal.
Andre elever ser også frem mod det, der kommer bagefter.
– Jeg ser megameget frem til at få min hue på og blive færdig med alle mine eksamener, siger Ida Laura Olsen, 3.D på ZBC i Slagelse.
– Jeg glæder mig også til studentervognen. Følelsen af, at man endelig er færdig med de tre år, siger Jonathan Kongsbach.
For mange er det en blanding af afslutning og forventning.
– Vi glæder os virkelig meget til at få huen på, siger Iben Kjeldsmark.
Jonathan Kongsbach og Ida Laura Olsen vil begge gerne læse en økonomiuddannelse på CBS i København.
Næste skridt for årgangen er eksaminer og dimission.



Pressefoto
























