I maj og juni klipper Slagelse Kommune rabatterne langs kommunens veje i ca. 1-2 meters bredde fra vejen. Ved frøgræsmarker og ved oversigtsarealer bliver rabatterne dog slået i fuld bredde.

I august slår de rabatter langs skolestier og cykelstier i fuld bredde, så de sikrer gode oversigtsforhold ved skolestart.

Fra september til slutningen af november slår de de resterende rabatter langs kommunens veje.

Vigtigt for grundejere

Inden slåningen begynder, er det vigtigt, at du som grundejer ud til en kommunal vej udbedrer eventuelle skader påført rabatten i vinterens løb.

Husk at sørge for
at vandstophaner, brønde og skelpæle er synlige
at rabatterne er ryddet for sten og andre genstande, der kan gøre skade på græsslåmaskinen
Ejere af genstande i vejrabatter holdes ansvarlige for eventuelle skader på klippeudstyr.

Langs frøgræsmarker slås rabatterne i fuld bredde efter anmodning fra frøavlere
Lodsejere med frøgræsmarker eller udlægsmarker langs kommunes veje kan anmode om slåning ud over det ene skår, der slås ordinært. Der slås til skel på den modsatte side af vejen og 100 meter før og efter marken. Den ekstra slåning udføres uden beregning.

Hvis du ønsker slåning af vejrabatten:

Tegn frø-/udlægningsmarkerne ind på et markkort, der tydeligt angiver, hvilke rabatstrækninger, du ønsker slået.
Skriv navn, e-mailadresse og telefonnummer på kortet.
Send det til entrp@slagelse.dk – skriv ”Frøgræs 2022” i emnefeltet.
De skal modtage det senest fredag 6. maj.

Biodiversitet

Med afsæt i kommunens Bæredygtighedsstrategi arbejder de med at give mere plads til naturen i plejen af de kommunale arealer og dermed også en målrettet indsats i vejkanterne. For at øge biodiversiteten langs vejene slås rabatterne i landzone kun i det omfang, der skal til for at sikre trafiksikkerheden og for at holde selvsåede buske og træer nede.

I år vil du derfor opleve rabatstrækninger, der er klippede og ikke klippede sektioner, og strækninger hvor græsset er klippet i bund og afklippet fjernet. Dette er med til at skabe bedre vilkår for vejkanternes flora og fauna.

Foto: ABW