Socialdemokratiet har i dag forladt budgetforhandlingerne i Slagelse Byråd, da det stod klart, at Venstre; SF, Konservative og Radikale stillede ultimative krav om en række skolelukninger. Vi er imod skolelukninger, men var klar til at forhandle, det var flertalspartierne ikke. Socialdemokratiet er derfor klar med vores eget budgetforslag, der er fuldt finansieret og uden skolelukninger.
Socialdemokratiet prioriterer forebyggelse, folkeskolerne og den grønne omstilling meget højt, og det afspejler vores budgetforslag tydeligt.
Slagelse Kommune har oplevet et 2022 med meget stort fokus på og meget snak om økonomien uden konkrete resultater. Det nye flertal i byrådet aflyste alle besparelser fra vores oprindelige budget, og det betyder, at vi nu er ekstra udfordret og vi har spildt 8 måneder uden at komme videre.
Vores budgetforslag bringer balance i økonomien. Kommunen har ikke fået tilskud som særligt vanskeligt stillet kommune, og den simple årsag er, at vi ikke er ”særlig vanskelig stillet”, men vi er udfordret fordi flertallet har sløjfet alle besparelser.
Det ærgrer os, at vi ikke kunne komme i mål med et bredt budgetforlig til gavn for borgere og medarbejdere – og derfor er vi fortsat åbne for forhandlinger og drøftelser.

På vegne af A-gruppen i Slagelse Byråd
John Dyrby Paulsen, gruppeformand

Foto: sdl