Fredag og lørdag afholder Sørby Fodbold deres traditionsrige indendørs fodboldstævne Freck Cup. Omkring 300 spillere deltager i Sørbyhallen.

I 2019 vendte Sørby Fodbolds traditionsrige indendørs fodboldstævne tilbage efter et par års pause. På daværende tidspunkt under navnet Weisleder Cup. Første år kun for herresenior fredag aften, men allerede året efter og med børn og ungdom. Nu hedder stævnet Freck Cup, og har Freck Autoteknik som hovedsponsor.

I år deltager 12 herresenior hold fredag aften, mens der lørdag deltager 24 børnehold i alderen 5 – 9 år. Stævnet rundes af med at damesenior og herre veteran spiller lørdag eftermiddag/aften.

Simon Vittrup Olsen der er stævneansvarlig udtaler:

“Freck Cup er blevet en tradition ikke bare for os at arrangere, men også for mange af holdene, som kommer igen år efter år. I år har vi flere børnehold med end vi plejer, og flere af dem har også været med før. Så det viser os bare at også de yngste er glade for at deltage i vores stævne.”

Hos de helt små børn spilles der på tværs af banen, så det ikke bliver for stort. Og hos de lidt større børn samt de voksne bliver hele banen brugt. Indendørsfodbold er lidt speciel især hos de voksne, da de spiller uden målmand. Så de hårde skud må tages med kroppen eller sågar hovedet. Til alle kampene på helbane, vil der blive sørget for god stemning af en dj, der giver den gas både ved mål og mellem kampene.

Pressefoto