Touren på (keramik) frimærker!

Vi nærmer os spurten op til Tour de France starter i Danmark og Finn Møller fra MØLLER i mejeriet – kunstgalleri i Kirke Stillinge, har nu fået de sidste frimærker ud af ovnen.

Det hele startede med et Tour Frimærke for lidt over 2 år siden, det var lige besluttet at Danmark skulle være startland for den store begivenhed og at den skulle gennem Slagelse og over Storebæltsbroen. At der så skulle gå et år mere pga. Corona var jo ikke til at vide – men i løbet af de 2 år har Finn Møller lavet rigtig mange frimærker med dette tema, Tour-fans, gule trøjer og naturligvis Storebæltsbroen med en gul cyklist på vej over, har været utrolig populære som et minde om en begivenhed der uden tvivl bliver den største i vores område.

Nu er de sidste 30 sat til salg

De sidste af de unikke små keramikværker er nu færdigbrændt og sat til salg i galleriet, i skrivende stund er der 30 til salg i flere størrelser, både med den gule trøje og Storebæltsbroen og da der er en lang tørretid og 2 brændinger kan kunstneren ikke nå at lave flere inden cyklerne kommer forbi den 3 juli. Skulle der komme bestillinger vil de være klar til levering efter ca 5 uger.

Hvorfor frimærkeformatet?

Et frimærke er i bund og grund en form for portræt, enten personer, dyr eller bygningsværker – og i naivistisk stil arbejder kunstneren videre med dette, hvor han arbejder i serier med forskellige temaer, det kan være vores Dronning, Fodboldfans, Persontyper, Storebæltsbroen og tegneseriefigurer, alle sammen unikke og humørfyldte.

Kunstværkerne måler 19*22 cm eller 22*38 cm og kun størrelsen er fast, alle takker og detaljer bliver formet i hånden så der liv i motivet. Kunstneren indfanger det som sker i tiden og fortolker det på sin helt egen måde, derfor hænger Kongeskibet klar det lægger jo snart til i Korsør, Coronavirusen er blevet fortolket mange gange og så også Touren. Finn Møller har også udført bestillinger på personlige værker til fødselsdage, bryllupper og andre mærkedage – sågar en traktor er blevet foreviget og hvis bare man kommer i god tid er der stort set ingen begrænsninger.

Galleriet som udstiller værker af 40-45 danske kunstnere har faste åbningstider også hele sommeren: torsdag og fredag 10-17,30 lørdag og søndag 10-16 og på selve Tour dagen d 2 juli åbent 10-18.

Pressefoto