Efter flere år som vicerektor står Tove Johnsen nu i spidsen for Handelsgymnasiet og Teknisk gymnasium, ZBC i Slagelse, hvor hun tager erfaringerne fra klasseværelset og skolens mange forandringer med ind i rektorrollen

Der er kommet nyt skilt på døren til kontoret. Kontoret er dog det samme. Det samme er udsigten. Men titlen er en anden.

For Tove Johnsen har netop budt nye som nuværende elever velkommen til et nyt skoleår nu som rektor, og det betyder også et skift i ansvar. Hun kan mærke presset allerede fra første dag.

– Der er jo nogle ting, vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kan gøre det her. Jeg har ikke svar på det her og nu. Men selvfølgelig kan du godt mærke, at der er et helt andet pres. Det er der fra dag et. Fordi så er du den, der er den. Og sådan skal det være, siger Tove Johnsen.

En finger med i spillet

Når gymnasierne på Willemoesvej har udviklet sig gennem årene, har Tove Johnsen gerne haft en finger med i spillet, og har gennem årene varetager mange forskellige funktioner – herunder en underviserrolle.

Trods den nye stilling, har hun ikke tænkt sig at slippe undervisningen helt.

– Jeg kommer helt sikkert til at undervise igen. For mig personligt er det vigtigt også at kunne være ude i klasserummet, siger Tove Johnsen.

Den tilgang har hun haft med sig, alt mens skolen har skiftet både navn og organisation. Hun har oplevet fusionen mellem Slagelse Handelsskole og Slagelse Tekniske Skole og senere udviklingen frem mod det gymnasium, ZBC Slagelse er i dag.

At finde hinanden

Da HHX og HTX skulle finde sammen, var forskellene også tydelige på medarbejdersiden, men i dag er vi ét gymnasium med tydelige profiler på HHX og HTX.

Fusionerne har også betydet møder mellem forskellige kulturer. Det har Tove Johnsen oplevet på tæt hold.

– Elevtyper på HTX og HHX er vidt forskellige, hvilket til dagligt også kan være lidt af en udfordring for de unge mennesker. Her kommer de mange elevudvalg på tværs af HHX og HTX til deres ret, når de får punkteret deres, til tider, stereotype fordomme om hinanden, siger Tove Johnsen

Det skal hænge sammen

Det er også sådan, Tove Johnsen ser på sin nye rolle. HHX og HTX, ZBC Slagelse er ét gymnasium med én overordnet strategi, men skolerne skal ikke nødvendigvis være ens.

– Vi er jo ét gymnasium på ZBC Slagelse, men vi er fire gymnasier med én ledelse i hele ZBC, og vi har én strategi. Men ud over det, og det er vigtigt, så har vi også hver vores lokale særpræg, siger Tove Johnsen.

For hende handler ledelse derfor også om at give plads til forskelligheder.

– Vi skal ikke helt gå i takt. Men vi skal gå i samme takt i forhold til den strategi, som er lagt af vores bestyrelse og vores direktion, siger Tove Johnsen.

På HHX og HTX, ZBC i Slagelse er der samtidig en særlig opgave i at få det pædagogiske arbejde til at hænge sammen.

– Vi skal have en klar retning, og det synes jeg faktisk også, vi har fået. Vi har fået lavet et pædagogisk grundlag, som vi er ved at få op og flyve, siger Tove Johnsen.

Ordentlighed

Når Tove Johnsen skal pege på det, der bliver vigtigst for hende som rektor, er der ikke meget tvivl.

– Ordentlighed betyder enormt meget i mit moralske kompas. Vi kan sagtens være uenige om tingene, men vi har en respektfuld omgang med hinanden og alle medarbejdergrupper imellem, siger Tove Johnsen.

Det gælder også i mødet med eleverne. For hende handler det om at være tæt på og møde dem i øjenhøjde.

– For os er det altid vigtigt, at eleverne kommer godt ind ad døren. Vi møder dem i øjenhøjde. Jeg vil have nogle glade elever, som er ordentlige og har det godt sammen. De skal alle sammen spille ind, de skal alle sammen tage del, også i fællesskabet, siger Tove Johnsen.

Hun vender flere gange tilbage til fællesskabet. Ikke som noget, skolen kan give eleverne endegyldigt, men som noget de selv skal være med til at skabe.

– Eleverne vil enormt gerne de her fællesskaber. Det vil vi alle sammen. Vi er bare nødt til at hjælpe dem med, at hvis man skal have noget af fællesskabet, så skal alle altså give mere, end de kan tage. Sådan er det bare, siger Tove Johnsen.

Nysgerrig, men kritisk

Fremtiden bliver heller ikke statisk. Tove Johnsen forventer, at HHX og HTX fortsætter med at udvikle sig, blandt andet i mødet med AI og nye måder at lære på.

– Vi skal være klar på at møde nye metoder. Det er en vigtig del af vores DNA her på ZBC Slagelse, at vi er nysgerrige, og vi er kritiske. Men det er aldrig kun det ene eller det andet. Det er begge dele, siger Tove Johnsen.

Hun kalder vores samtid for en læringsbrydningstid.

– Vi skal afprøve nogle ting. Vi er nysgerrige på AI og dens muligheder og samtidigt er vi også meget bevidste om, hvordan vi skal tydeligt skal rammesætte anvendelsen af AI for eleverne; hvornår er vi på træningsbanen, hvor vi øver os og kan anvende AI efter aftale, og hvornår er vi på testbanen, hvor færdigheder afprøves uden AI, siger Tove Johnsen.

Det er også en del af det, hun glæder sig til i den nye rolle.

– Det bliver at få udmøntet den pædagogiske og faglige udvikling lokalt inde under den paraply, som det fælles ZBC er. Vi er forskellige, og vi har vores ZBC Slagelse-kultur, og man har en Næstved-kultur og så videre. Men vi har vores kultur her. Og det glæder jeg mig til at kunne bringe i spil, siger Tove Johnsen.

Selvom navneskiltet på døren har ændret sig, så ser Tove Johnsen ikke titlen som en grund til at ændre på sig selv.

– Jeg håber ikke, jeg bliver utilgængelig, bare fordi jeg får en anden titel. Altså, personen ændrer sig jo ikke, det gør titlen jo, slutter Tove Johnsen.

 

Tove Johnsen – pressefoto
Del gerne dette