Op mod halvdelen af unge mellem 18 og 29 på såvel Vestsjælland som i resten af landet undlader at bruge hjelm – og mere end hver fjerde af de unge har følt et socialt pres for ikke at bruge hjelm.

Det viser en ny undersøgelse, som Human Engage har foretaget for GF Fonden, der sammen med mere end 400.000 medlemmer ejer GF Forsikring.

At så mange unge dropper cykelhjelmen, bekymrer Charlotte Wiik, afdelingschef for GF Vestsjælland.

– Som forældre kan vi have gjort nok så meget for at skabe god cykelkultur under opvæksten. Når vores børn bliver ældre, flytter hjemmefra og skal stå på egne ben, viser resultaterne, at cykelhjelmen har tendens til at blive valgt fra. Det er alvorligt, og des længere østpå i Danmark vi kommer, des mere udtalt bliver tendensen, siger hun.

I Region Sjælland angiver 39 procent af undersøgelsens respondenter, at de ’aldrig’ eller ’sjældent’ bruger cykelhjelm.

Der er ellers god grund til at beholde hjelmen på. International forskning viser nemlig, at cykelhjelmen reducerer risikoen for alvorlige hovedskader med cirka 60 procent. I Danmark har politiet registreret cykelulykker med 51 fatale hovedskader og 544 alvorlige hovedskader i perioden 2019-2023.

At cykelhjelmen gør en forskel, bekræfter overlæge ved Ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital, Lars Binderup Larsen.

– Hovedet er meget udsat for skade ved en trafikulykke på cykel. Hjernen er meget sårbar, og selv mindre traumer kan give langvarige og varige gener. Ved brug af en cykelhjelm reduceres denne risiko betydeligt. Der er derfor efter min mening ikke nogen gode grunde til ikke at bruge en cykelhjelm, siger han.

’Det ser grimt ud’
Ikke desto mindre tyder noget på, at mange unge, heriblandt dem på Vestsjælland, oplever gruppepres – og at det til dels handler om cykelhjelmens udseende. Ud af de respondenter, som aldrig bruger hjelm, svarer 35 procent nemlig at det enten skyldes at hjelmen er ubekvem eller at den ser grim ud. Det gælder særligt for kvinderne, mens mændene i langt højere grad begrunder fravalget med, at de selv ’kører pænt’.

– Jeg har to opfordringer. Den første går til dem, som lader sig påvirke af andres hentydninger, kommentarer eller dømmende blikke, når man trækker en cykelhjelm over hovedet: vær ligeglad, for det er dig, der har fat i den lange ende. Den anden opfordring går selvfølgelig til dem, som medvirker til at skabe de sociale rammer, som er med til at gøre cykelhjelmen utjekket. Forhåbentlig vil de personer finde noget andet at gå op i, siger Charlotte Wiik.

Du kan læse mere om GF Fondens undersøgelse her: Hvordan står det til med cykelhjelmen i Danmark? | GF Fonden

I det medlemsejede GF Forsikring gælder det solidariske princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året – uanset om man i årets løb har haft en skade eller ej. Det vil sige: Jo færre skader og omkostninger i årets løb, jo mere overskud er der til alle. Så når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det hjælp til selvhjælp – både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.

Ifølge en ny undersøgelse, som Human Engage har foretaget for GF Fonden, undlader op mod halvdelen af unge mellem 18 og 29 at bruge cykelhjelm – ofte fordi de føler et socialt pres. ”Bekymrende”, mener GF Forsikring. (Foto: GF Forsikring/Chili Nielsen)