Mandag 28. september 2026 får unge og deres familier en særlig mulighed for at opleve den anmelderroste ungdomsmusical PIXIE i Slagelse Teater – når Vestsjællands Teaterkreds sælger billetter til kun 50 kroner. Arrangementet giver en enestående mulighed for at opleve en af tidens mest omtalte ungdomsmusicals til en pris, der gør det muligt for endnu flere unge at få en stærk teateroplevelse.

“PIXIE taler direkte ind i de erfaringer og følelser, som mange unge kender. Det er en forestilling, der både underholder, rører og skaber eftertanke, og derfor er vi glade for at kunne tilbyde billetter til en pris, hvor alle kan være med”, fortæller Vestsjællands Teaterkreds.

En fortælling om at høre til
Musicalen er baseret på Sofie Riis Endahls succesroman Pixie lever stadig og fortæller en stærk og vedkommende historie om ungdomslivets fællesskaber, identitet og ensomhed. Forestillingen følger Emma, der ved starten på gymnasiet er fast besluttet på ikke længere at stå udenfor fællesskabet. Hun skifter navn til Pixie, farver håret pink og kaster sig hovedkulds ud i fester, forelskelser og grænseoverskridende oplevelser for at blive en del af den populære vennegruppe “disciplene”.

Sårbar og ærlig
Men jagten på at høre til har en pris. Da gymnasietiden slutter, opdager Pixie, at fællesskabet måske ikke var så ubrydeligt, som hun troede. Tilbage står spørgsmålene: Hvor langt er man villig til at gå for at blive accepteret? Hvem er man, når festen er slut? Og hvad sker der, når den identitet, man har bygget op omkring sine venner, pludselig forsvinder?

PIXIE er en sårbar, ærlig og musikalsk fortælling om den hæsblæsende studentertid – og den tomhed, der kan følge efter. Med et buldrende tempo, blottede hjerter og ørehængende sange tager forestillingen publikum med gennem blåbogsture, trekantsdramaer, studentergilder og længslen efter at blive set og høre til.

Højaktuel og genkendelig
Forestillingen er skrevet og komponeret af den prisbelønnede forfatter Sofie Riis Endahl og har modtaget stor ros for sin autentiske skildring af de udfordringer og følelser, som mange unge oplever i dag. Temaer som præstationspres, sociale medier, fællesskab og selvværd gør forestillingen både højaktuel og relevant for unge såvel som deres forældre og bedsteforældre.

Billetter
PIXIE kan opleves på Slagelse Teater mandag 28. september 2026 kl. 18.00. Billetter kan købes på Vestsjællands Teaterkreds’ hjemmeside teaterkreds.dk, hvor rabatkoden pixie2809 giver adgang til den fordelagtige billetpris.

Pressefoto
Pressefoto

Dato: 28-09-2026
Sted: Slagelse Teater

Del gerne dette