Hvorfor er det lovligt for en kommune som Slagelse og andre at bruge ikke godkendte bosteder til børn med problemer og betale millioner for til nogen som udnytter systemet? Det spurgte Kurt Nissen i dette debatindlæg, og nu har Venstre svaret:

Kære Kurt

Tak for henvendelsen og for at sætte fokus på et område, der berører nogle af de mest udsatte børn og unge.

I Venstre mener vi, at anbringelser skal ske med høj faglighed og ansvarlighed, og at kommunerne skal sikre ordentlige og stabile tilbud til de børn og unge, der har allermest brug for det. Derfor skal dem der udnytter systemet selvfølgelig stoppes, og det er noget vi ser med stor alvor på.

Det er i dag muligt at bruge ikke-godkendte tilbud i helt særlige situationer. Det muliggør, at kommunerne i særlige situationer, hvor der opstår et akut behov, midlertidigt kan anvende tilbud, der ikke er godkendt af socialtilsynet. Det ændrer dog ikke på, at barnets tarv altid skal stå øverst.

Tak for at gøre opmærksom på problemstillingen og for dit engagement i sagen. Det er væsentligt, at stemmer udefra bidrager til at holde fokus på udsatte børn, så de får den tryghed og støtte, de har brug for.