Den 8. oktober åbner Horror Drive Thru i Cirkusland i Slagelse med sin hidtil største bane. I år venter bl.a. en uhyggelig skov med kirkegård og et frygtindgydende havnemiljø, et internationalt hold af gyserperformere og særlige EXTREME HORROR-lejebiler. Samtidig introduceres en mere børnevenlig udgave af oplevelsen.

Hvad der begyndte som en kreativ idé under coronanedlukningen, har udviklet sig til en tilbagevendende halloweenbegivenhed, hvor tusindvis af gæster lader sig skræmme fra vid og sans i en oplevelse af fryd og frygt – uden at forlade deres biler.

Fra 8. oktober til 1. november indtager Horror Drive Thru for tredje gang Cirkusland på Årslevvej i Slagelse. Og denne gang er der skruet gevaldigt op på alle parametre.

Årets udgave byder på den største bane i arrangementets historie, hvor gæsterne sendes på en lang og uforudsigelig køretur gennem både indendørs og udendørs gyseruniverser.

En skov og kirkegård er vokset frem
Som noget helt særligt har arrangørerne i år inddraget to af Cirkus Arenas store telte, hvor der er bygget en uhyggelig skov med kirkegård og et frygtindgydende havneområde.

Det er blot en del af den nye bane, der også byder på et internationalt Jump Scare Crew bestående af performere, som er castet i hele Europa.

– Vi har aldrig bygget noget i den her størrelsesorden før. Cirkusland giver os nogle helt særlige muligheder, fordi vi både kan arbejde med de enorme indendørs arealer, cirkusteltene og de udendørs omgivelser. Vi har skabt en kæmpestor gyserverden, som gæsterne skal køre igennem og få en oplevelse, de sent glemmer, fortæller manden bag Horror Drive Thru, multikunstneren Patrick Spiegelberg.

Den ultimative halloween-oplevelse
Idéen til Horror Drive Thru opstod under coronanedlukningen, hvor restriktioner gjorde det vanskeligt at samle mennesker.

Patrick Spiegelberg fik imidlertid en idé: Hvis publikum blev siddende i deres biler, kunne man skabe en oplevelse uden den sædvanlige kontakt mellem gæsterne og dermed bryde smittekæden.

Resultatet blev Horror Drive Thru – en gysersafari, hvor publikum kører gennem et univers med imponerende, uhyggelig dekoration, levende skuespillere, lydeffekter og overraskelser.

Det, der oprindeligt var tænkt som et midlertidigt arrangement, viste sig at have langt større potentiale.

– Det er egentlig lidt vanvittigt at tænke på, at det hele begyndte med corona. Jeg skulle finde en måde at give folk en oplevelse på, når de ikke måtte mødes. Så vi satte dem ind i deres biler og lod dem køre gennem deres værste mareridt. Det viste sig, at folk elskede det! Nu er vi nået til vores syvende år, og ambitionerne og hele universet har aldrig været vildere, siger Patrick Spiegelberg.

Nu kan man også skrue op – eller ned – for uhyggen
Årets Horror Drive Thru introducerer desuden to nye måder at opleve arrangementet på.

Dem der vil tage gyseroplevelsen til næste niveau kan booke en EXTREME HORROR-lejebil, som er specieldesignet til banen og kontakt med skuespillerne.

I den modsatte ende af skalaen introduceres LIGHT HORROR, som er en mere børnevenlig udgave, som afvikles før mørkets frembrud og uden de pludselige forskrækkelser, der ellers er en væsentlig del af den almindelige Horror Drive Thru.

– Vi vil gerne kunne give en oplevelse til alle; både dem, der elsker at blive skræmt, og familier med mindre børn. Derfor har vi i år skabt forskellige muligheder. Man kan tage den almindelige tur i sin egen bil, skrue helt op for uhyggen med vores EXTREME HORROR-lejebiler eller vælge LIGHT HORROR, hvor de mindste også kan være med. Der skal være plads til både fryd og frygt, fortæller Patrick Spiegelberg.

Færre biler giver mere tid til gys
Selvom årets bane er større end nogensinde, har arrangørerne valgt at sætte færre billetter i salg. Det skal sikre større afstand mellem bilerne og give gæsterne mere tid til at opleve de mange scenarier.

Med en lav fartgrænse får publikum samtidig mere tid sammen med skuespillerne – og skuespillerne får mere tid med publikum.

Horror Drive Thru kan opleves fra den 8. oktober til den 1. november 2026 i Cirkusland i Slagelse.

FAKTA: HORROR DRIVE THRU 2026
Hvad: Verdens længste gysersafari – en interaktiv halloweenoplevelse, som gæsterne oplever i bil.

Hvornår: 8. oktober – 1. november 2026.

Hvor: Cirkusland, Årslevvej 6, 4200 Slagelse.

Årets nyheder:

Den største bane nogensinde med både indendørs og udendørs kørsel, herunder gennem to store cirkustelte med skov, kirkegård og mekaniske træer.

Internationalt Jump Scare Crew med performere castet i hele Europa.

EXTREME HORROR-lejebiler til gæster, der ønsker en mere intens oplevelse.

LIGHT HORROR – en mere børnevenlig version uden pludselige forskrækkelser, som afvikles før mørkets frembrud.

Billetantal: Én billet giver adgang for én bil med op til fem personer.

Billetsalg og yderligere information: Horror Drive Thru –


Pressefoto

Dato: 08-10-2026
Sted: Cirkusland

Del gerne dette