LuftfotoSlagelse Kommune giver op til 140.000 kr. for den bedste byggeidé, skriver kommunen selv i en pressemeddelelse. Den tomme byggegrund klods op ad motorvejen i den sydlige del af Slagelse kan snart udløse op til 140.000 kr. til den heldige vinder, der kommer med det mest kreative forslag. Slagelse Kommune har netop udskrevet en idékonkurrence for den såkaldte Hunsballe-grund.

Både arkitektfirmaer, virksomheder og almindelige borgere bliver nu opfordret til at tænke kreativt og komme med et gennemtænkt bud på, hvordan man bedst muligt udnytter området ved den sydlige motorvejsafkørsel i Slagelse. Konkurrencen løber frem til 4. marts, hvorefter vinderforslaget vil blive finpudset.

”Grunden har en fantastisk beliggenhed som port til Slagelse med god synlighed i forhold til motorvejen. Det indbyder til, at man finder på noget spektakulært, der virkelig sætter Slagelse på landkortet. Vi glæder os til at få en masse kreative idéer. Det må godt være vildt, men det skal helst også være realistisk, så der senere er nogen, der tør investere i projektet”, siger Villum Christensen (I), formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

På grund af støj fra motorvejen og lovgivning er det ikke oplagt at bygge boliger eller almindelige butikker. Men ellers er der frit slag til – inden 4. marts – at skrive eller tegne et samlet projektforslag. Alle kan deltage i konkurrencen, og betingelserne kan man læse om på Slagelse Kommunes hjemmeside, hvor man også kan studere kort og luftfotos af området.

Læs mere om konkurrencen her.

SONY DSC