I onsdags besluttede politikerne at gå videre med idéen om etablering af 6-8 skæve boliger ved Forsorgscentret Toften, altså særlige boliger til hjemløse. Beslutningen glæder særligt udvalgsmedlemmerne Christopher Trung (V) og Jørn-Ole Didriksen (V):

“Udsigten lige nu er ikke til at sige, da der skal en masse planlægning i gang. Men vi lægger vægt på at det kan give god mening med skæve boliger drevet af KFUMs sociale arbejde, nu hvor de i forvejen står for at drive vores lokale forsorgshjem,” siger de to byrådsmedlemmer.

Hjemløseorganisation: Dette kommer til at gøre en stor forskel
“Fra det lokale SAND-udvalg er vi meget glade for denne beslutning. Der er stor mangel på skæve boliger i kommunen, og det vil hjælpe med at frigøre pladser på Toften, som så kan anvendes til de borgere som ikke på samme måde har brug for et så varigt tilbud som en skæv bolig vil være, men som blot har brug for hjælp til at komme tilbage til et almindeligt liv uden at være hjemløs,” siger Martin Vibe, der repræsenterer SAND – De hjemløses Landsorganisation i Slagelse Kommune.

Tidligere sidste år viste en undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, at der er en større andel unge hjemløse i Slagelse Kommune end i andre kommuner. Procentuelt er Slagelse på samme niveau som storbyerne Aarhus og København.

Slagelse er desuden kommune i hele Region Sjælland, der har flest hjemløse. Og på bare tre år er antallet steget fra 147 til 170, ifølge den nationale kortlægning foretaget af VIVE.

Christopher Trung. Pressefoto.