Bestyrelsen i LAG Midt-Nordvestsjælland kom hele paletten og geografien rundt, da den på sit sidste møde inden sommerferien indstillede 8 lokale projekter til en samlet støtte på 1.968.123 kr. I alt var der indsendt 22 ansøgninger til et samlet støttebeløb på lige under 6 mio. kr. I Kalundborg Kommune blev Surfsøen – kabelforbindelse til natur og fællesskab – begunstiget med 200.000 kr. og Cityforum fik 113.000 kr. LAG Midt-Nordvestsjælland har årets sidste ansøgningsfrist 8. september kl. 23.59.
Almennyttige projekter til lands, til vands og i luften
Bestyrelsen havde i alt 22 ansøgninger at vælge imellem, da den skulle udmønte en pulje på godt 2 mio. støtte-kr. i denne omgang. ”Denne gang har vi valgt at støtte en ligelig blanding af almennyttige projekter og erhvervsprojekter,” udtaler formand Flemming E. Larsen og fortsætter:
”I Havnebyen på Sjællands Odde, der som helhed er inde i en spændende udvikling, støtter vi udbygningen af en vinterbadersauna i tilknytning til et samlet rekreativt område med badebro og shelterplads lige øst for havnen. Geopark Odsherred har fået støtte til udvikling af en skulpturpark i Anneberg Kulturpark centreret om FN’s 17 verdensmål. Derudover støtter vi to projekter i Kalundborg Kommune, der særligt er målrettet unge mennesker. Ét i selve Kalundborg by og ét i Bregninge, hvor søen ved amfiteatret snart bliver tilført en kabelbane, så man kan dyrke forskellige former for vandsport. Det tror vi, at folk langvejsfra vil gøre brug af. Bl.a. fordi Bregninge ikke ligger langt fra Holbæk og Odsherred Kommune.”
Fire forskellige typer erhvervsprojekter i hver deres kommune
”Blandt erhvervsprojekterne bakker vi op om etablering af et røgeri/charcuteri i en ikonisk Tølløse-bygning – det gamle elværk på Sofievej. Ved Skellebjerg i Sorø Kommune støtter vi udviklingen af et mobilt hønsehus med stor fokus på dyrevelfærd og betydeligt eksportpotentiale. I Lejre Kommune hjælper vi etableringen af et kage- og desserthus i Osted med tilhørende kurser, mens vi i Odsherred går ind og støtter Dragsholm Slot i udviklingen af den gamle herskabsstald som en samlet hub for lokale fødevarevirksomheder. Det håber vi vil komme rigtigt mange små fødevareiværksættere til gavn.”
Padelbaner er oppe i tiden
”Denne gang har vi modtaget en række ansøgninger om etablering af padelbaner. Det er jo meget oppe i tiden, men i lighed med tidligere tiders ansøgninger om kunstgræs- og multibaner har bestyrelsen denne gang besluttet, at det ikke er noget, LAG vil gå ind at støtte, da vi ellers kunne bruge de fleste af vores begrænsede midler på den type projekter. Det er derfor glædeligt at se, at vores kommuner går ind og bakker disse projekter op, når der er tale om foreningsdrevne projekter.”
Næste ansøgningsfrist 8. september
Sidste LAG-ansøgningsrunde i år har frist 8. september. Her vil der være ca. 2 mio. kr. på højkant til de bedste projekter. Derudover bliver der to ansøgningsrunder i 1. halvår af 2022, hvor i alt 5,5 mio. kr. skal fordeles.
Formand Flemming E. Larsen opfordrer til, at man starter i god tid, hvis man er interesseret, tager fat i LAG-koordinatorerne for sparring og via hjemmesiden og Facebook holder øje med informationsmøder.
”Det er svært at lave en god LAG-ansøgning, hvis man starter et par dage før fristens udløb,” slutter han.