Kommunens biblioteker gentager succesen fra sidste år og udgiver en sommeravis til alle børn mellem 8-12 år. Avisen er smækfyldt med idéer til aktiviteter og anbefalinger til godt læsestof og skal bl.a. fastholde børnenes læselyst gennem sommerferien.
Sommerferien nærmer sig med varme skridt for børn og voksne. Retningslinjer og anbefalinger gør stadig, at ferien måske ikke bliver helt som den plejer og med stor sandsynlighed kommer til at være hjemme i dejlige Danmark. Derfor har vi samlet en avis fyldt med sjove aktiviteter, velsmagende fif fra juniorbagerne, gyserhistorie af Nick Clausen, hjernevridersider med Nomerne og overraskende anbefalinger til sommerferielæsning – eller tag familien med på ’Tour de strand og is’!
”Vi har et stort fokus på at skabe og fastholde børnenes læselyst og det at være nysgerrig på hvad bøgernes verden kan gennem børnenes opvækst. Vi har rigtig mange indsatser for børn og ’Bibliotekets Sommeravis’ er endnu én, som vi har valgt at præsentere i løbet af i år. Vi løfter også snart sløret for endnu flere oplevelser for børn på bibliotekerne i løbet af sommeren” fortæller Johan Otte, leder af Slagelse Biblioteker & Borgerservice.
Juniorbagere og normer underholder i sommertiden
Sommeravisens indhold er særligt målrettet børn i alderen 8-12 år. Derfor er der også anmeldelser, som er skrevet af børnene selv.
”Vi har haft et fantastisk samarbejde med deltagerne fra Juniorbagedysten, Observatoriet og KFUM spejderne. De har hjulpet med at lave fantastisk indhold til avisen, som kan inspirere de unge læsere. Vores avisredaktion har fokuseret særligt på at give børnene inspiration til sjove sommeroplevelser og samtidig styrke deres læselyst. ” fortæller Sisse Olesen, Bibliotekar og redaktør på årets sommeravis.
I sommeravisen kan man bl.a. læse eksklusive interviews med deltagere fra ’Den store juniorbagedyst’, der fortæller om, hvordan det er at medvirke i programmet, deres sommerplaner og de deler lækre sommeropskrifter. Den kendte børnebogsforfatter, Nick Clausen medvirker med en uhyggelig historie, som kan læses en varm sommeraften. Observatoriet har samlet finurlige facts om stjerner og planeter. Og så er der masser af tips og tricks fra spejderne til hvordan du nyder din sommerferie – i strålende solskin eller på sporløb i skoven.
Sendt ud til skolerne
Sommeravisen bliver trykt i mere end 5000 eksemplarer og bliver delt ud på alle folkeskoler, specialskoler, privat- og friskoler i Slagelse Kommune. Alle børn i 2. – 5. klasse vil få et eksemplar af Bibliotekets Sommeravis med sig hjem til læsning og brug i deres sommerferie. Alle andre kan få fingrene i et gratis eksemplar af ’Bibliotekets Sommeravis’ på biblioteket i Slagelse, Korsør eller Skælskør fra den 21. juni.