Lørdag den 31. juli klokken 13-17 er der fernisering i Røde Tårn. Så er Slagelse Kunstforening i gang igen, og udstillingssæsonen åbnes med en udstilling af en dansk verdenskunstner, Morten Lassen. Ferniseringen bliver næsten som før corona, eneste afvigelse er, at der ikke serveres fast føde, kun vin og vand. Til gengæld er der garanti for, at billederne rummer så megen åndelig føde man kan ønske sig.
Morten Lassen, født 1968, voksede op i Gråsten og blev student fra Sønderborg Amtsgymnasium i 1988. Derefter rykkede han til København og blev uddannet lærer i billedkunst ved Blågård Statsseminarium i 1995. Uddannelsen var ikke en hjertesag for ham, mere en snusfornuftig tanke om at ’have noget al falde tilbage på’. Det var kunsten han brændte for, og det han ville. Han kom da heller aldrig til at virke som lærer.
Sin første udstilling havde Morten Lassen allerede i sit sidste gymnasieår, som 19-årig. Og da han flyttede til København arbejdede han mindst lige så meget med sin kunst, som han arbejdede med studierne. Hans internationale gennembrud kom, da han tilfældigt mødte en australsk gallerist, som åbnede nogle døre for ham. I 2003 blev han Artist in Residence ved Sydney Grammar School, og siden da har han boet og arbejdet og vist sine værker i Sydney, New York, London, Paris, Stockholm – og en lang række danske udstillingssteder.
Morten Lassen arbejder med olie og spray på lærred. Han siger selv, at hans billeder ’handler om det vi ikke kan se’. Han er meget fascineret af den fagre nye verden vi lever i, hvor billeder, tal, ord og hemmelige koder svirrer rundt i verdensrummet over os i et kæmpemæssigt, usynligt kaos, før det lige pludselig rammer en skærm og bliver til et aflæseligt budskab. Men hvordan skildrer man den digitale verden? Morten Lassen gør det i et abstrakt billedsprog, hvor han lader den synlige verden møde den digitale i flader, linjer og lag på lag, holdt i rolige farver hentet fra naturen. Resultatet er billeder, man ikke kan blive færdig med at se på. Der er hele tiden nye vinkler, nye dybder, nye associationer.
Udstillingen rummer så mange spændende spørgsmål, at Slagelse Kunstforening har arrangeret, at kunstneren på udstillingens sidste dag, søndag den 22. august kommer og fortæller om sit arbejde og sine tanker. Alle interesserede er velkommen til at komme og lytte og stille spørgsmål.
Efter ferniseringen er udstillingen åben fredag-lørdag-søndag klokken 13-17, og der er gratis adgang.