Den 19. februar 2015 kan du på Slagelse Teater opleve en kunstkrimi udover det sædvanlige. Med Anders Bircow og Stine Stengade i hovedrollerne er Landsteatret taget på Danmarksturne med denne opsætning af A Picasso, der byder på både spænding, erotiske undertoner og uventede drejninger.

a picassoFräulein Fischer har fået til ordre at finde ud af, om en række beslaglagte Picasso-værker er ægte; dette kan naturligvis kun verificeres af kunstneren selv, der er meget interesseret i at beholde de omdiskuterede værker, som viser sig at skulle indgå i en offentlig afbrænding af degenereret kunst. Begge parter i sagen har ryggen mod muren: Fischer skal kunne verificere mindst ét af værkerne, hvis hun er interesseret i at beholde sit job – og måske i sidste ende også sit liv.

Der er meget på spil, og det kommer til udtryk i deres legen kispus med hinanden, der har elementer af humor, erotik og andet, der alt sammen udgør en farlig cocktail; dette medfører flere overraskelsesmomenter i den fremragende handling.

Selve stykket har hentet international hæder – bl.a. i NY Times og andre anerkendte internationale medier. Det er skrevet af den anerkendte manuskriptforfatter, Jeffrey Hatcher. Anders Bircow har selv stået for oversættelsen af stykket, og det er instrueret af Hans-Peter Keller.

En mulighed for en aften i kunstens tegn; i mere end en forstand. Stykket følger dele af Picassos egentlige biografi, ligesom der vil være flere af hans kunstværker i spil – det er dog ikke noget krav, at man har et indgående kunstkendskab. Ydermere vil man kunne se skuespilspræstationer af international klasse på teaterscenen i Slagelse.

Stykket opføres den 19. februar 2015 på Slagelse Teater. Billetter kan købes via teaterkreds.dk eller billetnet.dk.

/Theis Schønning