elisabethElizabeth Nielsen er en ung pige fra Slagelse, og ved om nogen hvad et vægttab kræver. Hun har indtil videre tabt 82 kg kun med hjælp fra sin diætist, Trine Klindt, men er dog ikke i mål endnu. Nu er hun gået sammen med sin diætist om at holde et foredrag omkring vægttab.

”Både Trine og jeg selv synes, at det kunne være en rigtig spændende måde at komme ud og inspirere en masse mennesker på. I dag foregår meget snak og inspiration om vægttab på de sociale medier, men når man faktisk kan komme ud og møde de folk, man inspirerer, og få sat et ansigt på, så tror jeg, at man vil kunne gøre en større forskel. Jeg er blevet spurgt nogle gange fra forskellige personer, om jeg gerne ville lave foredrag, hvilket Trine og jeg snakkede om. Vi besluttede os ret hurtigt for at gøre det,” fortæller Elizabeth til Dit Slagelse.

Til daglig studerer Elizabeth på Syddansk Universitet og har derudover Facebook-siden: ”Elizabeths vej fra 208 til 68 kg”. Her følger 15.600 Facebook-brugere med i hendes hverdag og vægttab, og der har været stor opbakning til foredraget. Selv siger Elizabeth, at hun håber de kan komme ud og holde flere foredrag, men at der ikke er planlagt flere på nuværende tidspunkt.

Trine Klindt, der er uddannet klinisk diætist, vil til foredraget tale om de generelle udfordringer, der er ved et vægttab og komme med gode redskaber til at tackle disse udfordringer. Trine har en del erfaring inden for faget, da hun bl.a. har arbejdet i kommunale projekter med overvægtige børn og nu er privatpraktiserende diætist.

Elizabeth har haft Trine som diætist siden maj 2013. ”Da jeg havde tabt de første 15 kg, startede jeg hos Trine. Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg havde brug for en til at guide mig og lære mig om sund kost,” fortæller hun. Nu har Elizabeth tabt 82 kg og er klar til at hjælpe og inspirere andre i samme situation.

elisabeth2”Jeg kommer til at fortælle om den rejse, som jeg indtil nu har været igennem. Jeg kommer til at snakke om alle de tanker og følelser, jeg havde, før jeg startede mit vægttab, og hvordan jeg endeligt kom frem til, at jeg skulle i gang. Jeg fortæller om de udfordringer, der har været undervejs, de hårde tider, som jeg har kæmpet mig igennem – men også om alle de fantastiske ting, det har medført. Det bliver en meget ærlig og personlig fortælling, hvor jeg håber, at give et realistisk billede af, hvordan et vægttab er og en hjælp til jer, som selv står og skal i gang med et vægttab eller allerede er i gang.”

Trine og Elizabeth holder hver et oplæg på ca. 45 minutter, og til sidst vil der være mulighed for at stille spørgsmål. Det sker torsdag den 19. februar 2015 kl. 17.00 – 19.00 i Aktivt Velvære, Rytterstaldstræde 5, 4200 Slagelse.

Billetter koster 50 kroner og kan købes i receptionen i Aktivt Velvære eller forudbestilles via tlf. 58 56 17 97.

Elizabeth er ikke spor nervøs over at skulle fortælle så mange fremmede mennesker sin personlige historie: ”Jeg glæder mig helt bestemt! Jeg håber, at det kan være med til at hjælpe og inspirere. Det bliver jo en meget personlig fortælling fra min side, så det bliver lidt specielt at skulle dele det foran så mange mennesker, men jeg håber at kunne sætte gang i nogle tanker hos folk, så det kan hjælpe dem i deres proces. Jeg er meget spændt på det hele.”

/SH