”Kender du en privat eller offentlig virksomhed, som tager socialt ansvar i forbindelse med uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen? Så har du mulighed for at give dem anerkendelse og et skulderklap!” Sådan lyder opfordringen netop nu fra Lokalt Arbejdsmarkedsråd i Slagelse, der hvert år overrækker en pris til en privat og en offentlig virksomhed, som har taget særligt stort socialt ansvar for mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet.
Det kan være f.eks. mennesker med handicap, psykisk eller kronisk sygdom, som har svært ved at komme ind på eller tilbage til en arbejdsplads. Eller mennesker som har sprogbarrierer eller andre barrierer, som gør det vanskeligt at finde job på almindelig vilkår.
Alle har i år mulighed for at indstille en virksomhed, som de mener har gjort sig særligt bemærket ved at være rummelige i deres rekruttering og engagement i at sikre job og uddannelse til alle.
Sådan indstiller man:
Man skal kontakte Partnerskabssekretariatet i Jobcenter Slagelse for at få tilsendt en skabelon til indstillingen.
58 57 42 03
Deadline for indstillinger: 20. september 2021 kl. 12.
Lokalt Arbejdsmarkedsråd beslutter på deres møde i efteråret, hvem af de indstillede virksomheder, der skal have prisen. Den overrækkes til virksomheden ved et festligt arrangement. Selve prisen, som kaldes LAR-prisen, er udover æren også et kunstværk af en lokal kunstner efter eget valg.
Læs mere om prisen hér: LAR-prisen