Autoriseret psykolog Steen Larsen er per 1/10 ny medarbejder hos Center for Familiesundhed (CFFS) i Slagelse. Her får han titel af ledende autoriseret psykolog og udviklingskonsulent inden for det psykologiske område.

53-årige Steen Larsen kommer til sin nye arbejdsplads med mange års erfaring som autoriseret psykolog. Senest som mangeårig leder af Køge Kommunes PPR-afdeling (psykologisk-pædagogisk rådgivning).

Hos CFFS bliver Steen Larsen ansvarlig for at videreudvikle centrets ydelser inden for det psykologiske område, herunder supervision og uddannelse. Han skal desuden være med til at udarbejde blandt andet pædagogisk-psykologiske vurderinger (PPV-vurderinger) og forældrekompetenceundersøgelser (FKU-undersøgelser), som centret allerede udarbejder for flere sjællandske kommuner.

“Vi er super glade for at have fået Steen ombord. Steens og vores værdier harmonerer perfekt, og vi ser ansættelsen af Steen som en markant styrkelse af Center for Familiesundhed,” siger Pia Larsen, der står bag CFFS.

Fem eksterne psykologer tilknyttet

CFFS blev etableret i Slagelse i foråret 2021 og er et ressourcecenter, der understøtter familiens trivsel i form af rådgivning, udredninger og planlægning af individuelle udviklingsforløb. Centret er en del af Top-familien, der også omfatter bl.a. vikarbureauet Top Partners.

CFFS henvender sig til både private borgere, kommuner og regioner og hjælper allerede flere kommuner med at løfte en række opgaver på børne- og ungdomsområdet samt inden for psykiatri- og handikapområdet. Pt. oplever CFFS særligt stor efterspørgsel på PPV-vurderinger og FKU-undersøgelser.

I forlængelse af ansættelsen af Steen Larsen har CFFS således samtidig tilknyttet fem eksterne psykologer.

“Vi synes selv, at vi nu står med et rigtigt stærkt team af psykologer, som – ledet af Steen – virkelig kan bidrage til at løfte de mange spændende opgaver,” siger Pia Larsen.

Jord under neglene

Steen Larsen selv ser frem til at blive en del af en mindre organisation som CFFS.

“Jeg glæder mig til at blive en del af et rigtigt spændende team med mange dygtige specialister og nogle ildsjæle, der virkelig brænder for deres arbejde. Jeg ser et stort udviklingspotentiale og er glad for at have fået mulighed for at kunne være en del af at udvikle CFFS,” siger Steen Larsen og tilføjer:

“Og efter at have arbejdet meget med personaleledelse samt administrative opgaver med visitation til særlige dagtilbud og skoletilbud, glæder jeg mig til i endnu højere grad at kunne hellige mig det psykologfaglige arbejde med at udarbejde psykologiske undersøgelser samt give supervision, rådgivning og vejledning.”

Pressefoto