Pressefoto

Den 25. november bliver det afsløret, hvem der vinder årets landdistriktspris. Men allerede nu er det tid til at nominere de projekter og indsatser, som har gjort sig bemærket i det forløbne år.

Sidste år var det ildsjælene, som holder liv i Skovgaard Mølle og Bagerimuseum, der løb med prisen Årets Landdistriktsindsats – også kendt som landdistriktsprisen. Nu er tiden snart kommet til at finde dette års vinder, og derfor efterlyser dommerkomiteen nu nominerede til prisen.

– Det har igen været et år, som har været præget af corona, men det betyder ikke at udviklingen står stille. Heller ikke i landdistrikterne, og derfor glæder jeg mig til at se, hvilke spændende projekter og tiltag, som har gjort sig fortjent til at blive nomineret, siger Anne Bjergvang (A), næstformand i Miljø-, Plan- og Landdistriktskomiteen, og medlem af dommerkomiteen, som afgør hvem der vinder.    

Prisen kan gives til projekter eller indsatser, som har gjort en forskel og bidraget til udviklingen af landdistrikterne i Slagelse Kommune. Det vil sige, at aktiviteten skal være foregået udenfor Slagelse, Korsør eller Skælskør og samtidig er det også et krav, at flere ildsjæle har været med i projektet.  

– Vi vil rigtig gerne hylde de ildsjæle, der gør en forskel i landdistrikterne, og især når det sker i samarbejde med andre og skaber udvikling i lokalområdet. Ildsjæle er det, der er med til at så vores samfund til at hænge sammen, og de er med til at udvikle vores kommune og gøre vores landdistrikter attraktive at bo i, siger Pernille Ivalo Frandsen (V), medlem af Miljø-, Plan- og Landdistriktskomiteen, og medlem af dommerkomiteen.

Da Skovgaard Mølle og Bagerimuseum vandt prisen sidste år skete det ved et digitalt event, fordi coronaen havde aflyst den årlige landdistriktskonference. I år er konferencen tilbage den 25. november. Stedet er ikke kendt endnu, men et af punkterne på konferencen bliver også afsløringen af vinderne af prisen.

Forslag til kandidater til prisen kan sendes til landdistriktsudvikling@slagelse.dk senest den 26.oktober. Send en beskrivelse af projektet sammen med billeder, som illustrerer det indstillede projekt eller de mennesker, som er indstillet. 

Fakta om Årets Landdistriktsindsats

Landdistriktsprisen uddeles en gang om året og består af 10.000 kr., en indgraveret messingplade og et træ til udplantning.

For at blive indstillet til prisen skal projektet/indsatsen:

  • Være foregået udenfor Korsør, Skælskør eller Slagelse
  • Være gennemført af en gruppe på minimum to eller flere
  • Afspejle viljen og evnen til at forbedre vilkårene i landdistrikterne
  • Virke som inspiration og fremstå som eksempel til efterfølgelse i andre sammenhænge i kommunen.