Publikum kommer helt tæt på Ulf Pilgaard, når Sjællands Teater præsenterer showet ”Alletiders Ulf – Røverhistorier fra backstage” torsdag den 2. december på Slagelse Teater.

I 60 år har Ulf Pilgaard beriget film, teater og radio i Danmark – 40 år af dem har han været fast inventar i Cirkusrevyen, hvor han netop har takket af med den mindeværdige forestilling, hvor selveste Hendes Majestæt Dronning Margrethe II trådte ind på scenen, netop som Ulf for sidste gang sagde replikken: ”Gud bevare Danmark”. To af Danmarks koryfæer på hver deres måde. Men hvem er han, Ulf Pilgaard? Hvad brænder hans hjerte for?

De svar vil revyscenens yngste-mand, Lukas Birch, der trods sin unge alder har et hav af revyer bag sig, forsøge at få svar på i de 110 minutter, hvor han sammen med Ulf Pilgaard også afslører svarene på spørgsmål som: Hvordan var Dirch Passer at dele garderobe med? Er Lisbet Dahl lige så sjov i kulissen, som på scenen? Og hvorfor blev Preben Kaas og Jørgen Ryg uvenner?

”Alletiders Ulf” er ikke et foredrag men et show, hvor Lukas Birch går helt tæt på Ulf Pilgaard. Han udfordrer ham både komisk og alvorligt – og går i dybden med hans legendariske karriere og de historier, der aldrig er fortalt. Gennem musik, video og billeder fortælles om et fantastisk liv, hvor publikum bliver taget på en minderig rejse.

Billetter bookes på sjællandsteater.dk

Torsdag den 2. december kl. 19.30 Slagelse Teater

Pressefoto fra Slagelse Teater